Fører nye fjender til stadig tættere europæisk samarbejde?
Danmarks forhold til EU, den Europæiske Union, har i mange år været et stort politisk spørgsmål i Danmark. Flere og flere af vores regler og love har deres oprindelse i EU-institutionerne i Bruxelles, Belgien, og i institutioner i andre storbyer i medlemslandene, der nu nærmer sig 30 i antal.
Hvor langt skal man gå i integrationen? Der er ikke meget uenighed om, at Ukraine-krigen har medvirket til at gøre dette spørgsmål brændende aktuelt. Rusland angreb Ukraine i februar 2022 i et forsøg på at genoprette det sovjetiske imperium, formelt en union, hvor Ukraine var et af de vigtigste medlemslande. For præsident Putin ville en genindlemmelse af Ukraine i den postsovjetiske føderation af lande mod øst betyde, at Rusland kunne genvinde sin supermagtsstatus, som man havde frem til Sovjetunionens opøsning i 1990--91.
For en stor del af det øvrige Vesteuropa betøde det en frygt for, at Putins territoriale ambitioner ikke sluttede med Ukraine.
Samtidig rejste den amerikanske præsident Trump tvivl om, at NATO, forsvarsalliancen, som havde givet Danmark en form for sikkerhed, ikke ville komme Vesteuropa til undsætning under en international krise, hvor et NATO-medlem evt blev angrebet.
Og da Trump i 2026 rejste krav om indlemmelse af Grønland, et selvstyrende område af det danske rigsfællesskab, var grunden lagt for en dansk sikkerhedspolitisk krise. Hvor skulle man vende sig hen for hjælp, når og hvis Trump gjorde alvor af truslerne. En ven var blevet til fjende.
Det var naturligt at kigge mod EU, som med de seneste traktatændringer er blevet udbygget med et udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde (FUSP, Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik). Men det krævede betydelig udbygning, og det var ikke alle, der syntes, at det var en god ide. På den anden side måtte alle erkende, at samlet kunne man være stærkere imod både USA og evt Kina, de to dominerende supermagter i Verden.
For Trump og hans MAGA-bevægelse er øget europæiske samarbejde en vederstyggelighed. Ikke alene kunne et mere samlet Europa udvikle sig til en trussel imod USA - EU var også en værdimæssig udfordring for USA. Der er efter Trumps mening for meget velfærd og regulering. Det forhindrer efter hans mere liberalistiske opfattelse en udfoldelse af de frie markeder med udbud og efterspørgsel uden regulering. Derfor begyndte USA i 2025/26 at blande sig i indre europæiske forhold, hvor man bla. støttede den europæiske højrefløj, f.eks. AFD (Alternative für Deutsland).
Europa måtte erkende, at man var blevet alt for afhængigt af USA, f.eks. med hensyn til anskaffelse af våben og udvikling af militæret. Hvordan kunne man udvikle en europæiske dimension på disse områder.
På den anden side kunne det drive den økonomiske integration fremad. En rapport fra den tidligere italienske ministerpræsident og ECB-chef Antonio Draghi viste, hvordan EU-området var kommet bagud økonomiske og teknologisk, og der derfor var behov for betydelige investeringer i teknologi- og erhvervsudvikling. Her kan EU byde sig til, men det kneb stadig med at komme uoverensstemmelserne internt i den europæiske union til livs. Det var blevet nødvendigt at genformulere spørgsmålet:
Det er relevant at stille spørgsmålet: Hvordan kan de nye trusselsbilleder og den nye sikkerhedspolitiske situation føre til, at EU reelt udvikler sig fra mestendels af være et økonomisk samarbejde til en sikkerhedspolitisk union, hvor beslutninger om udenrigs-og forsvarspolitik måske vil blive taget som (kvalificeret) flertalsbeslutninger?
Hvorfor EU og hvorfor tættere integration?
EU blev oprindelig dannet som en toldunion fra slutningen af 1950.erne og frem.
Det blev dannet som et samarbejde omkring forpligtende ordninger for handel og told. Romtraktaten i 1957 blev underskrevet af de 6 lande (Benelux, Tyskland, Frankrig og Italien).
Der stod i indledningen til Romtraktaten noget om en "stadig tættere sammenslutning", og det er fortsat målet. Man betegner dette mål som et føderalistisk mål, fordi det indebærer et forpligtende unionssamarbejde på langt sigt. Rent konkret og på kort sigt var det dog samarbejdet om handel og økonomisk udveksling, man især kredsede om i starten.
Hensigten var dels, at man ville stimulere til økonomisk udvikling igennem mere frihandel og dels at opbygge forpligtende samarbejde, så landene ikke risikerede en økonomiske krise som i 1930'erne, hvor man beskyttede sig imod konkurrence igennem told på varerne.
Derfor skulle man lave en toldunion og efterhånden et fællesmarked med fri bevægelighed for kapital og arbejdskraft.
På den korte bane drejede det sig også om at forene forskellige nationale interesser. Tyskland og Frankrig var de gamle arvefjender, der havde været i krig flere gange (1870-71, I. Verdenskrig og II. Verdenskrig). Tyskland havde en masse industri og en stor industrieksport, Frankrig en stor landbrugssektor og en stor landbrugseksport. Ved at lave Fællesmarkedet med en fælles landbrugspolitik kunne man dels sikre tyskernes interesse i udbygning af industrien og Frankrigs interesser i at sikre sit landbrug.
En toldunion har noget at gøre med handel mellem lande. Når et land lægger told på en vare, bliver det vanskeligere for producenten af varen fra et andet land at komme ind på markedet. Med det europæiske samarbejdes toldunion skal tolden mellem landene afskaffes, så handelen fremmes.
Dermed ville man opbygge større gensidig afhængighed af hinanden.
Fri bevægelighed af kapital vil sige, at penge frit kan føres over grænserne. Og det var næste led: Skabelsen af et stort indre marked, hvor penge (kapital) og arbejdskraft frit skulle kunne bevæge sig rundt.
Når man først havde skabt det, kunne det blive nødvendigt med flere koordinerende politikker.
Mange nye medlemslande kom til, og samarbejdet blev udbygget med fælles valuta og fælles politikker på en lang række områder.
Der er imidlertid forskellige holdninger til EU, og de bunder i forskellige politiske og ideologiske udgangspunkter. Nogle vil have mere union end andre. De, der vil have mere union, kalder man føderalister (efter ordet "føderation"). Andre vil i højere grad se det som et praktisk samarbejde, der er blevet mere påtrængende efter, at handel og andre kontakter er øget hen over de gamle landegrænser.
| Afskaffelse af told udadtil | Ingen indre told. Fælles ydre told | Fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft | Fælles valuta og fælles økonomisk poliitik | Overnationale politiske institutioner. Konføderale ordninger på nogle områder | Fuld føderalisme, dvs forpligtende union. Fælles forsvar og udenrigspolitik |
Frihandelsom-råde | x |
|
|
|
|
|
Toldunion | x | x |
|
|
|
|
Fællesmarked | x | x | x |
|
|
|
Økonomisk-monetær union | x | x | x | x |
|
|
Politisk union | x | x | x | x | x |
|
Europas forenede Stater | x | x | x | x | x | x |
Forklaringer: konføderal: mellemstatsligt samarbejde på nogle områder, dvs landene skal være enige. Føderalisme: Fastlæggelse af magtdeling mellem center og enkeltstater på en forpligtende måde og overnational beslutningstagning på en lang række områder.
Skemaet ovenover viser en model for fremadskridende og stadig mere omfattende og forpligtende økonomisk og politisk integration.
I begyndelsen er integrationen mest økonomisk. Man laver f.eks. et frihandelsområde, hvor man nedtrapper told på handel mellem lande, som selv bestemmer toldsatserne over for tredjelande (f.eks. USA eller Japan). Et sådant samarbejde havde man i EFTA (European Free Trade Area), som Danmark var med i, før landet blev medlem af EEC/EF i januar 1973.
Told- og handelspolitik
Det europæiske økonomiske samarbejde (Romtraktaten) var mere omfattende end EFTA, idet der indgik en aftale om toldunion.
I en toldunion ikke alene nedtrapper man told mellem landene; man har fælles toldsatser over for tredjelande (altså andre lande end de, der er med i toldunionen, f.eks. USA). Det er simpelthen toldunionen, der fører denne del af handelspolitikken på medlemslandenes vegne, dvs Danmark opgav sin selvstændige toldpolitik, da landet blev medlem af Det europæiske Fællesmarked, som EU hed dengang.
Fællesmarked/Det indre Marked
Et fællesmarked indebærer endvidere, at der skal laves markeder for fri bevægelighed af kapital (penge og investeringer), samt af arbejdskraft.
Denne del af integrationen blev forstærket i 1986 med vedtagelsen af Den europæiske Fællesakt, som skulle sikre fri bevægelighed af varer, tjenester, kapital og personer inden for Det indre Marked i EF-området. En del af arbejdet med opbygning af Det indre Marked bestod i at fjerne tekniske handelshindringer for eksport og import.
Efter at man havde fået nedbragt tolden på varer og tjenester mellem landene, så man, at der stadig var mange hindringer for frihandel. Det kunne f.eks. være tekniske handelshindringer. Et land har f.eks. lavet bestemmelser om bilers udstødning, der gør det svært for andre landes bilffabrikanter at komme ind på markedet, hvis det er besværligt og dyrt at implementere denne nye teknik i bilerne.
For at undgå det lavede man efter vedtagelsen af Den europæiske Fællesakt op imod 300 harmoniseringsdirektiver, der skulle sikre fælles EU standarder og normer for produkters og tjenesteydelsers udformning, så disse vil kunne sælges på hele EU-markedet.
Det indre marked opfattes ofte som en meget kapitalistisk, liberalistisk model. Det gælder om at forbedre betingelserne for markedets funktionsdygtighed på tværs af grænserne. Og den markedsøkonomiske model søges udstrakt også til tjenesteydelser, f.eks. bank- og forsikringsvirksomhed, og dele af den offentlige sektor, der kan underlægges markedsvilkår via privatiseringer af offentlig virksomhed. Det kan ligne et Eldorado for kapitalinteresser, der får mere plads at boltre sig på. Dele af venstrefløjen i Europa har kritiseret det indre marked for at være virkeliggørelsen af en nyliberal økonomisk tænkning.
Det kan der nok være lidt om. På den anden side kan det også hævdes, at forbrugerinteresser kan tilgodeses igennem den mere intensive konkurrence, som kan reducere priserne til gavn for forbrugerne. Og der er blevet formuleret en forbriugerpolitik, hvor EU-Kommissionen har medvirket til f.eks. fælles takster for mobiltelefoni (roaming) på tværs af grænserne.
Hertil kommer konkurrencepolitikken. EU's konkurrencekommissær skal skride ind over for karteldannelser og -aftaler (aftale om markedsdeling, afsætningsvilkår og priser) mellem store virksomheder. Monopoldannelse, hvor en enkelt virksomhed kommer til at sidde på hele markedet, forsøges forhindret.
I 2016 afgjorde EU-Kommissionen en skattesag imod Apple Computer, og man forlangte en tilbagebetaling på op imod 100 mia kr i skat til den irske stat. Apple har igennem mange år haft mange aktiviteter i Irland, bl.a. fordi skattesatserne for virksomheder er meget lav i Irland. I dette tilfælde var der kun betalt brøkdele af promille i skat af koncernens store indtægter i landet. Den irske stat var, på trods af udsigten til ekstraindtægter, ikke så begejstret for afgørelsen, idet man frygtede for landets muligheder for fortsat at være et foretrukkent investeringsmål. Skattepoliitik er stadig de enkelte staters eget politikområde. Men konkurrencekommissæren i Kommissionen henviste til, at de overordentlig milde skatteregler var konkurrenceforvridende i forhold til de vilkår, andre lande i EU kan tilbyde virksomhederne. Her kan man se et eksempel på mulig spill-over (jvf senere) fra et samarbejdsområde (konkurrence- og markedspolitik) til et andet (skattepolitik).
Da EF i starten af 1990'erne vedtog at omdanne De europæiske Fællesskaber til en union med Maastrichttraktaten, stod Danmark i lidt af et dilemma. Hvad skulle man gøre?
Man havde hidtil været et meget fodslæbende land m.h.t. unionsudviklingen. Danmark gik med i 1973, fordi England gik med, og de to store aftagere af danske eksport, Tyskland og Storbritannien, herefter begge ville være inden for EF.
Det var fra dansk side pragmatisk markedspolitik. Det gjaldt om at sælge danske varer i udlandet. De højtidelige erklæringer om "den europæiske idé" og visioner om stadig tættere union, gav mange danskere ikke meget for.
M.h.t. den stadig mere dybtgående integration med en udvikling i retning ad en føderalistisk union, var det altså ikke lige den støre livret for mange danske vælgere. Men det trængte sig på som en uafvendelig udvikling: Ville man stige på toget, eller ville man slet ikke køre med det mere? Det syntes at være det valg, Danmark kunne komme til at stå i.
I 1992 kom Maastrichttraktaten til folkeafstemning i Danmark, og den blev stemt ned af de danske vælgere. En stor del af oppositionen til unionstraktaten befandt sig i SF's vælgeropland, og i løbet af 1992 blev der indgået et "nationalt kompromis" mellem SF og de mere integrationsvenlige partier. Det blev konfirmeret ved et EU-topmøde i Edinburgh i december 1992 således, at unionstraktaten kunne komme til ny folkeafstemning i Danmark, men nu med 4 forbehold til traktaten, som var udtryk for de danske holdninger til vidtgående integration på nogle politik-områder. Det drejede sig om:
Retsforbehold (politi- og asylsamarbejde)
Forsvarsforbehold (mulighed for deltagelse i fælles militære operationer)
Forbehold over for deltagelse i ØMU's (Økonomisk og Monetær Union) tredje fase med den fælles mønt euro
Forbehold over for unionsborgerskab
Ved en ny folkeafstemning i 1993 blev unionstraktaten vedtaget, men med de fire danske forbehold tilføjet som tillægsprotokol til traktaten.
Danmark kunne beholde kronen - men bandt den i et snævert udsvingsbånd over for euro (dvs man stoppede i 2. fase af ØMU). I 2000 var der fornyet folkeafstemning om euro, men de danske vælgere stemte dansk deltagelse ned.
De følgende år førte de øvrige danske forbehold, især retsforbeholde og forsvarsforbeholdet, til en hel del dans på stedet i EU-politikken. Man kunne deltage i en del af rets- og asylpolitikken, f.eks. politisamarbejdet, når der kunne tages beslutninger her som udtryk for mellemstatsligt samarbejde (altså uden føderal overnational beslutningstagning), men da EU i medfør af traktaterne (Amsterdam- og Lissabontraktaterne) gik over til flertalsafstemninger på flere områder i retspolitikken, ville det ikke være realistisk fortsat at kunne være med, uden at retsforbeholdet blev droppet. I marts 2015 indgik de EU-positive partier (S, R, SF, K og V) en aftale om, at retsforbeholdet skal til folkeafstemning senest i 2016. Det bliver 3.12.2015, at folkeafstemningen holdes. Danmark får mulighed for at få en tilvalgsordning, så man kan melde til m.h.t., hvilke områder man vil være med i. Det vil bl.a. være Europol, da det giver mulighed for at deltage i bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, hvorimod man fravælger fælles asylpolitik.
Efter dannelsen af Venstreregeringen i 2015 kom der også gang i debatten om forsvarsforbeholdet, hvor de samme fem partier nu sendte signaler ud om, at det var ved at være på tide også at tage forsvarsforbeholdet op. Holdningen har ellers været, at den danske sikkerhedspolitik er forankret i NATO. Og det vil den selvfølgelig fortsat være, men altså nu med mulighed for et supplement i EU's forsvarspolitik, bl.a. med EU fredsbevarende missioner i Afrika og i Balkanområdet.
Teorier om europæisk integration
Når man har skullet analysere EU’s udvikling henimod stadig tættere integration, har man benyttet forskellige teorier.
Det drejer sig om de såkaldte integrationsteorier.
Man kalder dem "teorier", og det gør, at de med den blotte betegnelse får et skær af videnskabelighed over sig. For en teori er jo et forsøg på at se, hvordan fænomenerne er forbundet, f.eks. i årsags- og virkningsforhold. En del af teorierne om europæisk integration har imidlertid væsentlige normative elementer, dvs de forsøger ikke blot at beskrive virkeligheden, men de forholder sig også til, hvordan virkeligheden bør være.
De tager udgangspunkt i grundantagelsen, at europæisk integration er ønskelig - og ofte "uafhvendelig". Man er på den "rigtige side" af historien, når man går ind for europæisk integration. Eller man ønsker europæisk integration som et politisk projekt, der fremmer freden i Europa. Nationalstaterne går ikke længere i krig med hinanden, hvis de er forpligtet over for hinanden i et tæt samarbejde.
Man har før set, at mange småstater og områder, som handler mere og mere med hinanden og har mere og mere med hinanden at gøre, bliver til en union (f.eks. USA og Tyskland). Den økonomiske udvikling giver stadig større forbundethed. Dem, man handler mere og mere med, går man ikke i krig med - med mindre handelsvilkårene bliver konfliktprægede, f.eks. igennem handelsbeskyttelse, toldmure o.lign..
Den stadig mere forbundne udviklingt mener man også vil finde sted i EU. Og måske ser man det sådan, fordi man ønsker at se det sådan. Der kan imidlertid være andre kræfter, der ser modsat på tingene. Det kan f.eks. være populisme og nationalisme.
Det er ikke uden videre korrekt at antage, at de europæiske lande vil nærme sig hinanden mere og mere. Den britiske folkeafstemning om Brexit den 23 juni 2016, der fører til Storbritanniens opsigelse af sit medlemsskab af unionen, var i den henseende et wake-up call for de ivrige føderalister (tilhængere af union).
Føderalisme og neo-funktionalisme
Føderalister tager udgangspunkt i opbygning af stærke fælles institutioner, som får delegeret/overladt magt til at tage beslutninger på enhedernes vegne. Føderalisme er en opskrift på en forfatning for union af stater, hvor der tildeles indflydelse til centret/unionen på nogle områder og enhederne, staterne, på andre områder. Det er et forsøg på at lave integration top-down, fra oven og nedefter.
Figur 1: Princippet i afgivelse af magt til føderale organer i EU
Ordforklaring: Suverænitet: Selvbestemmelsesret, dvs nationalstatens eneret til at bestemme over sit territorim og lave love og bestemmelser, herunder retslige sanktioner og straffe, for sine borgere. Man kan populært sagt sige, at EU forsøger at udvikle sig "fra FN til USA", når det gælder om at blive til en union. I FN tages kun beslutninger, alle kan blive enige om. I USA tages beslutninger, som enkeltstater, f.eks. Texas, kan være imod.
Det er selvfølgelig lidt forenklende at formulere det sådan.
Føderalisme er også en ideologi og en politisk-folkelig bevægelse i nogle af de tidligste medlemslande, men som helhed har det især været eliterne, der har ivret for integration igennem ”utopiske” forfatningsprojekter. Her har den almindelige befolkning ofte været fodslæberne. – Hvis den almindelige vælger overhovedet er blevet spurgt?
Forklaring: Domstolen er et føderalt organ. Dens fortolkning af fællesskabsretten har stor betydning for integrationsprocessen. Forordning: En EU-lov, der har direkte virkning for borgere og virksomheder i EU-området. Direktiv: EU-regel, der følges op af lovgivning i medlemslandene, før det har lovvirkning for borgerne. Føderalisterne forsøger at legitimere deres projekt via inputsiden i det politiske system, dvs der hvor de politiske beslutninger bliver til, når demokratierne fører vælgernes krav frem til beslutning. For at få krav og støtte fra befolkningerne er det nødvendigt at satse på fælles politiske værdier og fælles institutioner i en institutionsopbyggende fase. Funktionalisterne går i højere grad ind via outputsiden. Der lægges her vægt på, at det europæiske politiske system leverer resultater, der kan sikre den folkeligt opbakning af teknisk-økonomisk art, som kan nødvendiggøre, at man går ud over nationalstaten for at lave et samarbejde.
Føderalisternes projekt kræver, at der er et fælles idégrundlag, som folket føler, det er relevant at bakke op om. Føderalisternes væsentligste argument er her selve den europæiske idé, det at man kan overskride nationalstaten og lave forpligtende politik på tværs af grænser i en verden, der bliver mere og mere globaliseret.
Idégrundlaget for føderalisterne var som nævnt ovenfor i starten det store europæiske fredsprojekt. Det europæiske fællesmarked skulle via opbygningen af et forpligtende økonomisk samarbejde og en erklæring om en ”stadig tættere sammenslutning” mellem de europæiske folk medvirke til, at de europæiske stormagter ikke længere kunne gå i krig med hinanden. De oprindelige seks medlemmer forpligtede hinanden på dette.
Udviklingen er måske karakteriseret ved, at kravet om folkelig forankring er på vej op. Flere og flere steder forlanges folkeafstemninger. Forfatningstraktaten, der skulle sammenskrive de eksisterende traktater i en slags EU-forfatning led forsmædeligt nederlag i 2005 ved to folkeafstemninger i Frankrig og Holland. Afstemningsresultaterne afslørede en kløft mellem EU-eliterne og folkene.
Siden da har det været vanskeligt at sidde folkelige krav om demokratisk deltagelse overhørig.
Neo-funktionalisme
Den neo-funktionalistiske integrationsteori ser også ønskeligheden af et stadig tættere samarbejde, men de ser en anden vej derhen, hvor man tager udgangspunkt i samarbejdet på delområder. Den teknisk-økonomiske udvikling giver behov for et tættere samarbejde. Når flytrafikken f.eks. øges, er der behov for at lave samarbejde og aftaler om, hvilke luftkorridoerer flyene kan flyve i. Der er behov for at samarbejde om meteorologi for at kunne lave bedre vejrprognoser, om sattelitsystemer, etc. Samarbejdsbehovene vokser naturligt op fra neden, og så kommer der en politisk overbygning på efterhånden.
Denne teori lægger altså mere vægt på at se integrationen som et teknisk-administrativt samarbejde på enkeltområder, som udvikler sig mere og mere henimod en mere omfattende integration, når der bliver behov for det.
Det sker, når organiserede interesser, f.eks. Dansk Industri, DA eller LO, skifter deres opmærksomhed og interessevaretagelse fra nationalstatsniveau (højresiden af figuren herunder) til det centraliserede niveau, altså i dette tilfælde EU. Organisationen formodes at handle rationelt (fornuftsmæssigt) i varetagelsen af sine medlemmers interesser, og når magten til at tage beslutninger skifter fra nationalt niveau til det internationale niveau, er det på dette sidste, at indflydelsen og påvirkningen skal lægges.
Figur 3: Sammenhænge i neofunktionalistisk teori
Figuren viser væsentlige sammenhænge i den neofunktionalistiske teori. Den øgede transaktionsmængde (f.eks. øget handel eller flere internetkontakter) giver behov for mere integration, jvf f.eks. EU's indsats for at formindske og ensrette priser på mobiltelefoni og internet. Der laves aftaler for sektorer, f.eks. landbrugssektoren. Det kan give behov for samarbejdets udvidelse til andre områder, f.eks. miljø og valuta (så man ved, hvilke monetære størrelser, man arbejder med i landbrugsstøttepolitikken). Bureaukratierne (i f.eks. Bruxelles) laver sammenkædning af regler på et område med regler på andre områder.
Tag legetøjsindustrien og toldpolitikken som eksempel. Tidligere var det den danske stat, der bestemte, at der evt skulle lægges told (en afgift, når varen kommer ind i landet) på varer udefra. I toldunionen er det Kommissionen, der bestemmer det på alle landenes vegne. Det vil derfor være logisk, at legetøjsindustriens forening påvirker EU-Kommissionen, hvis den er bekymret over konkurrence fra f.eks. billigt kinesisk legetøj.
Spill-over virkninger
Et væsentligt element i den neofunktionalistiske teori er spill-over virkninger. Det antages, at samarbejde på ét område, fører til samarbejde på andre områder, fordi virkninger af et samarbejde på et område ofte foregriber, at der skal være bestemte løsninger eller ordninger på andre områder.
Figur 4: Spill-over
Legetøjseksemplet fra før kan køres videre. Med den europæiske fællesakt fra 1986 og udbygningen af det indre marked til at omfatte fælles standarder og regler for produkters og serviceydelsers udformning løftede man politikken for beskyttelse og udvikling af europæisk konkurrenceevne op på et højere plan.
Toldsatserne mellem landene var afskaffet, men landene kunne beskytte eget erhvervsliv ved at lave f.eks. miljøforskrifter, som det kunne gøre det svært for andre (både fra EU-lande og lande udenfor EU) at komme ind på markedet.
EU-kommissionen var da fødselshjælper for udformning af direktiver om tekniske standarder, f.eks. hvordan plastik skal udformes, så det ikke er farligt for børn at tygge på det. Interesseorganisationerne sad i kommitteer sammen med embesmænd fra Kommissionen og landenes ministerier og blev enige om udformningen og standardiseringen af kravene til produkterne.
Neofunktionalisterne mener, at det fører til en overførsel af loyalitet og interessevaretagelse fra nationalt niveau til det internationale niveau.
Embesmændene i EU bliver stærke unionstilhængere, når de forsøger via kompromiser at strikke aftaler sommen, som alle kan tilslutte sig. Eliter samarbejder og den europæiske identitet styrkes på dette niveau.
Et andet eksempel for politikområder: Man kan ikke lave et fælles arbejdsmarked uden, at erhvervsuddannelser til en vis grad er harmoniseret. Hvis en faglært arbejder, ingeniør eller læge er helt forskelligt uddannet i de enkelte lande, kan man jo ikke rekrutere arbejdskraft fra hinanden. Den frie bevægelighed af arbejdskraft gøres til en del af det indre marked, og med fri bevægtelighed af mennesker bliver der behov for yderligere at afstemme mange ting, f.eks. fælles regler for arbejdsmarkedet, landene imellem.
Der er betydelige elementer af spill-overvirkninger fra det økonomiske samarbejde til andre politikområder, f.eks. miljø. Miljø- og arbejdsmiljøbestemmelser i et land kan jo virke konkurrenceforvridende, når man beslutter, at der skal gælde bestemte miljøforskrifter for en vare, der sælges i et land. Det vil sige, at hvis man vil debattere bedre miljøforhold i et land, kan man blive nødt til at inddrage overvejelser om, hvordan de kan tænkes at påvirke EU’s konkurrencebestemmelser. Det lægger op til, at der skal være fælles regler.
Figur 5: Med nye traktater og flere samarbejdsområder øges mulighederne for spill-over
Note: FUSP: Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Spill over eksempel: Fri bevægelighed for arbejdskraft giver f.eks. behov for fælles uddannelsespolitik, så f.eks. en læge kan bruge sin uddannelse i andre dele af unionen.
Intergovernmentalisme
Direkte oversat betyder "intergovernmentalisme" "regeringer imellem". Der er tale om en teori, der sætter streg under nationalstaterne som aktører i den internationale politik og altså også som de relevante aktører i integrationsprocessen.
Integrationen sker, fordi nationalstaterne vil være med. Det er dem, der er aktørerne, som bestemmer, hvordan helheden udvikles. Foreningen af Tyskland kunne således tænkes at føre til øget integration, fordi et land som Frankrig ville føre magtbalancepolitik i det "europæiske rum".
Man var bange for et forenet Tyskland som en selvstændigt handlende stormagt. Derfor var man interesseret i at udvikle fællesvalutaen euroen sammen med Tyskland. Det ville skabe et forpligtende samarbejde, der indkapslede Tyskland interessemæssigt og tvang landet til at finde fælles løsninger. Man forudså ikke de problemer, der opstod senere med eurokrisen, hvor ”løsningerne” på krisen indebar, at Tyskland blev dominerende i samarbejdet i højere grad, end Frankrig brød sig om det.
Politisk-økonomiske magtteorier
I disse teorier tager man udgangspunkt i, at politik opfattes som en kamp over magten. Poltik og økonomi hænger sammen. Der kæmpes om magten i det politiske system. Det er magten til at bestemme over fordelingen af produktionsresultatet og magten til at bestemme samfundets fremtid og udviklingsretning. Teorierne har en del til fælles med det, man kalder den realistiske teoriskole i international politik.
Vi så ovenover, hvordan integrationen tilsyneladende skrider ubønhørligt fremad som et tog, der er svært at standse. I magteorierne forlader man den mekanistiske synsvinkel, som f.eks. ligger i skema 1 i starten. Om det vil udvikle sig til en stadig tættere integration, afhænger af, om vigtige interesser vil det sådan.
I f.eks. marxistisk integrationsteori ser man udviklingen blive bestemt af de stærkeste klasseinteresser. Det vil i EU-sammenhæng sige de tysk-franske erhvervsinteresser. Man vil i marxistisk teori sige, at det stærkeste kapitalejende borgerskab er den tysk-franske kapital. Den er tæt integreret, og den ønsker at styrke EU-integrationen, fordi den derved kan støtte sig til europæiske institutioner som Kommissionen, den europæiske centralbank og andre EU-organer m.h.t. at fremme ønskerne om åbne markeder og en økonomisk regulering, der er i virksomhedernes interesse. Og frem for alt gjaldt det om at erkende, at tiden, hvor europæiske lande kunne gå i krig med hinanden, var forbi, jvf dannelsen af kul- og stålunionen og dens fortsættelse i EF/EU. Europa var ikke længere historiens begyndelse og slutning, men et område i Verden blandt andre områder. USA og Østasien var to konkurrerende centre, som gav Europa nye udfordringer. Uden et markedsmæssigt og økonomisk samarbejde i Europa, ville man komme til kort i den globale økonomi.
Opløsningstendenser
Troen på EU's ubønhørlige udvikling frem imod stadig tættere union, er typisk for den europæiske udviklingsoptimisme, som går helt tilbage til oplysningstiden (omkring 1800). Sådan kan man se det ud fra en idealistisk synsvinkel. Den menneskelige fornuft måtte se nødvendigheden og ønskeligheden af stadig tættere samarbejde mellem landene, så man kunne undgå krig.
Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Europa vågnede brat op til en ny virkelighed den 23. juni, da Storbritannien ved en folkeafstemning (Brexit = British Exit) besluttede sig for at forlade Den europæiske Union.
Da EU samtidig havde store vanskeligheder med at håndtere flygtninge-krisen i 2015, og nationalistiske og indvandringskritiske bevægelser styrkedes som følge af denne krise, måtte man se i øjnene, at der også var stærke kræfter, der kunne arbejde for en egentlig opløsning af unionen. Et muligt Frexit (French Exit) lurede forude, hvis den højre-nationale politiker Marine Le Pen skulle blive valgt til præsident i Frankrig. Hendes politik gik bl.a. ud på at trække Frankrig ud af euro-samarbejdet og få foranstaltet en folkeafstemning om fortsat fransk medlemsskab af EU. I andre dele af Sydeuropa (Grækenland, Italien, Spanien og Portugal) var der også utilfredshed med euroens virkemåde, idet arbejdsløshed og andre økonomiske problemer var meget større her end i Nordeuropa.
Marine Le Pen blev ikke valgt til Frankrigs præsident ved valget i 2017. Det blev til gengæld outsiderpolitikeren Emmanuelle Macron. Han blev ikke alene valgt til præsident, men hans bevægelse/nye parti Le Republique en Marche ("Republikken på vej frrem") fik absolut flertal i den franske nationalforsamling ved det efterfølgende parlamentsvalg. Det vil give Macron muligheder for at gennemføre sin politik, en politik, der består af en blanding af nyliberale arbejdsmarkedsreformer (fleksibelt arbejdsmarked), økologisk fornyelse af produktionsapparatet og reformer af EU/euro-zonen i mere føderalistisk retning. Macron forestiller sig, at euro-kriserne (og herunder Frankrigs egen krise) kan overvindes via udviklingen af en fælles finanspolitik og en stærkere overnational styring af eurozonens økonomi.
Kommentarer
Send en kommentar