Attentat imod den danske model

 Som optakt til forhandlinger om nye overenskomster på det offentlige område 2024 er regeringen gået ud med et forslag om særligt at tilgodese 4 grupper af offentligt ansatte. Det drejer som om sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter (SoSu), børne- og ungdomspædagoger (BUPL) og fængselspersonale. De skal i gennemsnit tildeles 2.500,- kr per måned pr ansat. 

Det er beskrevet som et attentat på den danske arbejdsmarkedsmodel, som siger, at nye overenskomster om løn- og arbejdsvilkår indgås imellem arbejdsmarkedets parter (arbejdsgivere og lønmodtagere og deres respektive organisationer).

Det skal udenforstående parter ikke blande sig i. Det er en model, der går helt tilbage til 1899, hvor en stor konflikt på arbejdsmarkedet blev løst ved en stor aftale ("Septemberforliget") mellem arbejdsgivere og arbejdere. 

Det har ført til, at der efterhånden er opstået et omfattende arbejdsmarkedssystem i Danmark. Se en skitse af det herunder:

Skitse af det danske arbejdsmarkedssystem:

Regeringens begrundelse for at rokke ved den danske model er, at den efter regeringens opfattelse har svært ved at løse visse problemer, som det danske samfund pt står over for. Der er mangel på "hænder", som det så smukt hedder, i sundhedssektor og vuggestuer/børnehaver, samt ældrepleje m.m., og det tænkes bl.a. at kunne skyldes uattraktive løn- og arbejdsvilkår. 

    Da man åbenbart ikke mener, at arbejdsmarkedets parter (stat, regioner, kommuner over for Dansk Sygeplejeråd, FOA, BUPL m.fl. ) selv kan løse problemerne, vil man som en undtagelse gribe ind ved at tilføre disse områder 3 mia kr frem mod 2030. Det er altså penge, der ligger ud over den ramme, der ellers skulle forhandles indenfor. 

    Det har ikke overraskende ført til et raseri fra andre grupper af offentligt ansatte, der ikke mener, deres arbejde er mindre betydningsfuldt. Der kan altså være lagt op til nogle hårde overenskomstforhandlinger i 23/24, når overenskomsterne skal endeligt forhandles på plads, og der skal stemmes om de nye aftaler blandt medlemmerne. Hvis man ikke kan blive enige, kan Forligsinstitutionen blive involveret. Den vil kalde parterne til møde, og den kan evt udarbejde skitse til forlig. Det kan ende i en aftale, eller det kan ende i en konflikt, hvor der kan strejkes (lock-outes fra arbejdsgivernes side). 

Nu er det naturligvis ikke sådan, at staten, som den gode arbejdsgiver, den er, uden videre kaster penge i grams til mennesker, der måske ikke har fortjent at få flere penge. Derfor kræves der visse modydelser, som især drejer sig om, at de ansatte skal arbejde på fuld tid (37 timer pr uge), og at der skal være mere fleksibel arbejdstilrettelæggelse. Hvor højere løn er guleroden, skal fleksibel tilrettelæggelse være "pisken", arbejdsgiverne kan bruge til at løse såkaldte  produktivitetsproblemer og planlægning af skæve arbejdstider. 

I foråret 2023 blev der indgået brede forlig om nye overenskomstaftaler på det private arbejdsmarked.  Her havde der ellers på forhånd været forventninger om, at det ville blive ganske svært. Inflationen var steget forinden som følge af bl.a. Ukrainekrig og råvaremangel og som følge af Corona-krisen 2021-22. Lønmodtagerne forlangte kompensation, da inflation jo udhuler reallønnen. Man skulle gerne have dækning for mindst inflationen og gerne lidt mere. 

    På trods af inflationen var den økonomiske situation som helhed ikke dårlig. Pæn økonomisk vækst. Overskud på betalingsbalancen, eksportfremgang og stigende overskud i mange virksomheder. Derfor blev overenskomsterne de bedste, man længe havde set, - ikke mindst på det såkaldte minimallønsområde, hvor man i overenskomsten nationalt aftaler visse minimumslønninger, og så er det ellers op til lokalforhandlinger på virksomhederne, hvvordan løntillægene bliver på de enkelte virksomheder. 

Aftalerne i den private sektor var med til at skubbe til billedet af et arbejdsmarked, hvor det kunne være bedre, både med hensyn til arbejdsvilkår og løn, at arbejde i den private sektor. 

    Det skærpede offentlig ansattes appetit på forbedringer, ikke mindst i de såkaldte kvindefag, der havde været bagud historisk set og aktuelt også igennem de seneste årtier. En ligelønsproblematik føjede sig til billedet af offentlige forhandlinger, der kunne risikere at ende i konflikt. 

Det er nok også i det lys, at regeringens attentat imod den danske model skal ses. Ved at tage nogle grupper ud risikerede man ikke at "sprede det for meget ud". Det gjorde det muligt på én gang at løse rekruteringsproblemet i de nævnte grupper og samtidig få "rykket ved" ved ligelønsproblematikken på arbeejdsmarkedet, idet tre af de berørte grupper er udprægede "kvindefag".

Regeringen vil gerne give indtryk af, at man har den store pengepung fremme for at løse velfærdsproblemerne. I realiteten er det dog pebernødder. Der skal noget mere til. Men man opnår dog at få saboteret den danske model og givet indtryk af, at man er helt fremme på beatet m.h.t. nyliberale arbejdsudbudsreformer (løse "mangelen på hænder" i sundheds- og velfærdssektorerne) og effektivitetsfremmende tiltag.

Den 11. februar får man forlig på det statslige område. Det kommer til at danne grundlag for følgende forlig på det kommunale og regionale niveau. Den økonomiske ramme blev følgende:

Hertil kom de 6,8 mia kr, som var blevet tildelt ved trepartsforhandligerne mellem stat, arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer. De blev efterfølgende udmøntet til de relevante organisationer ved forhandlinger. Herved kunne målsætninger om incitamenter i arbejdet gennemføres. Det kunne være bedre betaling for overarbejde og forskudt arbejdstid, der kunne øge arbejdsudbuddet og gøre det lettere at få udført arbejde på ubekvemme tidspunkter. 

Det så umiddelbart ud til, at arbejdsgiverne havde vundet slaget. Lønmodtagerne havde stillet krav om en lønramme, der mindst skulle være 10 pct eller mere. Når forhandlerne alligevel gik med til en aftale, der knap nok kunne sikre reallønnen - ikke mindst oven på en periode med høje prisstigninger under og efter Covid 19, hang det sammen med, at man opfattede reguleringsordningen som forbedre. 

Man skal ifølge overenskomsten gå fra en indeksering, der gør det muligt at få parallelitet i lønudviklingen mellem privat og offentlig sektor, der skal beregnes efter et andet lønindeks end hidtil. Man skal gå fra det hidtidige såkaldte implicitte lønindeks, der bygger på summariske gennemsnit, til et såkaldt standardiseret lønindeks, der tager højde for en ændret personalesammensætning i de to sektorer (privat og offentlig). Under brug af det implicitte lønindeks steg den offentlige løn "for meget" fordi der blev ansat flere højtlønnede (flere med højere uddannelser). 

Det er imidlertid et spørgsmål om den udvikling vil fortsætte. De offentlige velfærds- og sundhedssektorer har fremover brug for mange lavereuddannede (SOSU'er og sygeplejersker). Det er ikke sikkert, at den forholdsmæssigt højere  stigning i antallet af højtuddannede fortsætter. Dermed vil man få svært ved at følge med lønudviklingen i den private sektor og svært ved at få dækning for inflationen. Det kan altså føre til at samlet reallønsfald for store grupper.