Trumps handelspolitik snyder på vægten og forårsager stor skade på amerikansk økonomi og andre landes økonomi
Det var et stort nummer, da præsident Donald Trump forleden i Rosenhaven ved Det hvide Hus offentliggjorde Det hvide Hus' bud på globalt dækkende toldtariffer. Dagen 2.april var "liberation day". Det vil dog nok vise sig at blive alt andet. Også for den amerikanske økonomi. "Ruination Day" er dagen blevet kaldt af det britiske økonomiske magasin The Economist.
Hvordan påvirker det Verdensøkonomien?
Til besvarelse af spørgsmålet kan det være nyttigt at se på en model over de vigtige faktorer i verdensøkonomien. Lad os f.eks. bruge den såkaldte center-periferi model, der ikke bare siger, at det hele er markedsøkonomi med en "level playing field" (en fodboldbane, hvor alle har lige muligheder for at vinde).
Center-periferimodellen tager udgangspunkt i, at der er meget ulige relationer Verdens lande imellem. Landene i centret sidder på den højeste teknologi og langt det største BNP per indbygger. Landene i centret har fået et dominant position. Det skyldes delvist kolonisering og afkoloniseringsprocessen, som har givet dem strukturelle økonomiske fordele i forhold til landene i periferien. Handelsaftaler kan have medvirket til at opretholde disse strukturer, når periferilande fastholdes i rollen som råstofleverandører og monokulturer (leverandører af èn eller nogle få råvarer). Og når det lykkes dem at industrialisere er det ofte som underleverandører og eksportører af enkle industriprodukter, hvor der ikke er så stor værdiforøgelse som i de varer og tjenesteydelser, virksomheder i centret leverer.
Trumps tariffer kan ramme alle, men de vil i høj grad ramme de lande, som f.eks. Vietnam, Indien og Bangla Desh, som er på vej i udvikling. For slet ikke at tale om Kina, der endda nu står over for en toldsats på 104 pct. I modsætning til de fleste andre lande, der har indledt forhandlinger med herrerne i Washington, ville Landet i Midten ikke bar føje sig efter Mr. Trump. Denne havde ellers stillet et ultimatum om yderligere 50% told, hvis ikke Kina bøjede sig. Det førte udmiddelbart til et kraftigt aktiekursfald hos Apple, som får en stor del af komponenterne til Iphone og andre produkter fra Kina, og som derfor vil stå over for en stærkt fordyret produktion i USA, hvis amerikanske leverandører med større omkostninger skal tage over, . eller man vælger at betale toldafgifterne for at fortsætte med kinesiske leverandører.
Trump kaldte de nye toldsatser for "reciprocal tariffs" (gensidig told). Han vil give et modsvar på, hvad han opfatter som en dybt uretfærdig behandling af USA.
De nye tariffer er alt andet en "reciprocal".
Verdenshandelsorganisationen har udarbejdet et sæt af regler for ligelig gensidig behandling, medlemslandene imellem. De hviler på det såkaldte MFN-principper. Det betyder Most Favoured Nation. Man skal ifølge WTO behandle de andre, som man behandler den mest favoriserede af sine handelspartnere. Hvis man tildeler ën enkelt partner en lav afgift, f.eks. på pladestål, så skal alle de andre også have den. Princippet ses i figuren herunder, hvor der sammenlignes med Trump-tarifferne.
Figur 1: Trump-told sammenholdt med gennemsnitlige (Avg.) MFN-satser. Trade deficit: Handelsbalance
Kilde: CNN.com (klik på figur for større tal)
Her ovenover ses de 12 lande med størst handelsunderskud over for USA. Trump mener, at den formel han bruger indeholder "straf" også for de tekniske handelshindringer bag underskudstallene.
Det er her, forstyrrelsen kommer ind, så hans toldsatser overdriver "afstraffelsen" af handelspartnerne og bliver til en ekstrem form for protektionisme, der bliver til en skyden-sig-selv i foden for USA.
Den amerikanske administration bruger følgende formel til beregning af et lands toldsats:
Figur 2: Trump-administrationens "videnskabeliggørelse" af toldreglerne
Det får det til at se meget teknisk-videnskabeligt ud. Den "tekniske" diskurs skjuler, at man blot dividerer to tal.
De to græske bogstaver under stregen er såkaldte elasticiteter, dvs for epsilons vedkommende skøn over, hvordan en prisændring påvirker efterspørgselen. Hvis kaffeprisen f.eks. stiger 1, så falder efterspørgselen med 4, dvs elasticiteten er 4. Disse to har man sat fast til henholdsvis 4 og 0,25 (giver altså værdien 1).
Det kommer til at give et voldsomt overskøn i f.eks. Kinas og EUs tilfælde. Basis for 1-konstanten i nævneren (under stregen) er erfaringerne fra Trumps toldpolitik i hans første præsidentperiode, hvor der ikke var nogen stor effekt på priserne. Men det drejede sig om langt mindre toldforhøjelser end dem, der iværksættes nu og med langt færre varegrupper.
Samlet set bliver det for landene ovenover er grov overdrivelse af de virkninger, tekniske handelshindringer m.v. kan have forårsaget.
Der er heller ikke taget hensyn til de store overskud, USA har i handelen med service (finansielle ydelser, Netflicks/Hollywood, computerspil, konsulentydelser, Google, Facebook-reklamer og andre teckgiganter tjenester digitalt, etc)
Kan der sammenlignes med 1930-erne?
Der bliver alt i alt med den nye told tale om voldsomme handelshindringer a la dem, Hoover-administrationen gennemførte i 1930, og som kom til at få kraftige depressive virkninger på amerikansk økonomi.
Selv Roosevelt-administrationen økonomiske stimulanspolitik fra midten af 1930'erne var ikke i stand til at få den amerikanske økonomi ud af stagnation og stor arbejdsløshed.
Figur 3: Arbejdsløshedsprocent - udvikling 1929-42
Det forvandt landet først med krigsøkonomien i 2. Verdenskrig. Og aktiekurserne var mange år om at komme på niveau med niveauet før krakket i 1929.
Figur 4: Gennemsnitlige toldsatser i USA. 2025 tal under forudsætning af gennemførelse af de udmeldte toldsatser fra Det hvide Hus.
Kilde: Axis.com
I foråret 1929 går det rimelig godt - i hvert fald for de bedrestillede og folk i job - i den amerikanske økonomi. Arbejdsløsheden er relativt lav. Men indkomstfordelingen er blevet ekstremt ulige under sluttyvernes økonomiske optur. Det er perioden, der er beskrevet i Fitzgeralds roman The Great Gatsby: The roaring twenties, hvor nyslåede mangemillionærer holder vilde luksusparties.
Med hensyn til indkomstfordelingen er situationen ikke meget ulig den, vi kender i USA i dag. Den rigeste 1 pct sidder på en meget stor del af de samlede indkomster og den samlede velstand.
Men der er også andre skår i fremgangen. Det amerikanske landbrug klager over dårlig økonomi og stagnerende indkomster. Konkurrencen fra udlandet er følelig. Herbert Hoover, der tiltræder som præsident i januar 1929, følger opfordringen fra landbrugets lobbyister til at fremlægge forslag til beskyttelsestold.
Kongressen er ikke uvillig til at se på problematikken. Men det ender med en betydelig udvidelse til også andre erhverv. I juni 1930 vedtager Kongressen Hawley-Smoot tarifloven med indførelse af beskyttelsestold på tæt på 40 pct på tusindevis af importvarer. Altså noget, der ligner Trumps "liberation day" toldsatser fra 2.4.2025.
Det rejser uvægerligt spørgsmålet: Kommer vi til at se en gentagelse i 2020'erne m.h.t. længerevarende økonomisk nedgang?
På sæt og vis kan det være svært at forestille sig, at det vil gå så galt. Situationen m.h.t. de strukturelle faktorer i økonomien er i dag langt værre end i 1930'erne.
Dengang havde man ikke så komplekse forsyningskæder, som man har i dag. Tænk igen på en virksomhed som Apple og Iphonen, der for mange komponenters vedkommende produceres adskillige steder rundt omkring i verden, før produktet endelig samles i USA (eller Kina). Sådan er det for en stor del af den globale økonomi. Virksomhederne er forbundet i netværk, som det vil kunne tage lang tid og stort besvær at ændre. Derfor er det ikke urimeligt at antage, at de meget høje toldsatser vil blive forhandlet ned. Hvis de ikke bliver det, kan det ende med en længerevarende recession.
Figur 4: Udviklingen i gennemsnitlige aktiekurser, målt ved Dow Jones indekset
Hvad kan egentlig være rationalet bag Trumps handelspolitik - hvis denne politik kan betragtes som rationel (hvad den næppe kan ud fra et rent økonomisk perspektiv?
Svaraet ligger nok i en kombination af de to konkrete mål, han har sat sig: America first og MAGA (Make America Great Again),
For Trump at se ligger USA i en intens konkurrence om hegemoni i Verden med Den europæiske Union og Kina. EU er Verdens største økonomiske handelsblok og potentielt en supermagt, hvis de dominerende lande i unionen kunne gå sammen om en fælles politik.
Den anden magt er Kina, som allerede har opnået økonomisk supermagtsstatus, og som måske er på vej til at vippe USA af pinden som dominerende global magt også på andre områder.
Trump vil bevare det amerikanske hegemoni, men han har meget forvirrede forestillinger om, hvordan dette mål kan gennemføres i praksis.
Han er ikke meget for at lytte til eksperter - andre end dem, han selv har udnævnt. Han vil gerne lade ideerne gro i sin egen hjerne. I den sammenhæng er det tankevækkende, at han samtidig med voldsomme nedskæringer gennemført af Elon Musk og dennes DOGE (Department of Government Efficiency) foreslår en forhøjelse af forsvarsministeriet Pentagons budget fra 800 mia$ til 1000 mia$. Der er "farlige ting i bevægelse" derude, uden for boblen i det Ovale Værelse.
Kinas teknologiske udvikling foregår pt i spring. Det er ovenpå meget betydelige øgninger i bevillinger til teknologiske investeringer fra Centralregeringen. Landet er ved at være foran på flere teknologiske områder, bl.a. solceller, elbiler, minedrift efter tunge jordarter og avanceret elektronik og EDB.
For ikke så lang tid siden chokerede Kina de amerikanske techgiganter med lanceringen af DeepSeek, et kunstigt intelligensprogram, der kan meget af det samme, som amerikanske techgiganter er i gang med at udvikle, men for langt mere begrænsede investeringer.
Og ikke mindst på militærområdet er der gang i den med udvikling af et nyt jagerkampfly - og flere på vej.
EU ordner man med grov retorik. EU er "patetisk" m.m.
Figur 5: Sammenligning af BNP-udvikling i USA og Kina 1990-2023 i trillion$.
Kilde: Verdensbanken. I købekraftsparitet (der er taget hensyn til de forskellige prisniveauer) er den kinesiske økonomi nu større end den amerikanske. Den sidstnævnte er dog stadig lidt større i målt i løbende markeds$. Klik på billedet for en mere læsevenlig version.
Det er sværere med Kina. Men ét initiativ ser vi faktisk i de gennemførte toldsatser. Forhandles de ikke ned, kan det give Kina - og USA - svare økonomiske problemer, med meget bekostelig og svært gennemførlig økonomisk omstilling. USA antager uden videre, at USA vil vinde. "De har mere behov for os, end vi har for dem", som talspersonen for Det hvide Hus har sagt.
Det er imidlertid ikke sikkert, at det forholder sig sådan. Kina kan åbne op for handelsaftaler med sydøstasiatiske lande, samt Japan, Sydkorea og Australien, for slet ikke at tale om Europa.
Det kan imidlertid også dreje sig om meget mere end told i traditionel. Trump og en del af hans inderkreds af rådgivere ønsker at rokke ved den etablerede globale orden, som vi kender den fra de seneste årtier. Det er en orden, der med IMF (den internationale valutafond), WTO (verdenshandelsorgansiationen), FN og NATO på mange måder har været god for USA, idet den har gjort USA til et dominerende land i Verden, og et af de rigeste lande i Verden.
Det amerikanske BNP pr indbygger er et af de højeste i Verden, og dollaren er en stærk valuta.
Men der er en væsentlig bagside. USA har mistet konkurrencekraft og tabt beskæftigelse i de traditionelle industrisektorer. Det skyldes bl.a. den stærke dollar. Dollar er den internationalt dominerende reservevaluta, som internationale handeler afregnes i. Det er medvirkende til at give efterspørgsel på dollar, hvad der driver prisen, valutakursen op. Når USA's BNP i markedspriser, jvf figur 5, er højere, end når der måles BNP i købekraftsparitet, hænger det bl.a. sammen med en markedsmæssig høj pris på dollaren. Men i virkeligheden, målt i mængder af varer og tjenester til rådighed, som det fremgår i PPP-BNP'et, så er Kinas økonomi større. Og det kan give konsekvenser m.h.t., hvem der er mest magtfuld på lidt længere sigt.
Dollaren kan rent ud sagt være overvurderet til skade for USA's traditionelle industrier (samtidig baggrund for Trumps vælgersucces, fordi han har tappet vælgere i den af denne udvikling ramte arbejderklasse). Vinderen på det korte sigt har været Kina (og EU), som eksportmæssigt har kunne vinde på den dyre dollar.
Hvis man kunne få dollarkursen ned, kunne man gavne USA's konkurrenceevne. Derfor vil Trump sætte toldpistolen for panden på samhandelspartnerne, så de tvinges til at revurdere og ændre de mange faktorer, der også spiller ind, når landene handler med hinanden. Det kan f.eks. være Kinas statsbanker, der giver billige lån til virksomheder. Det kan være Kinas statsstøttede teknologioffensiver. Eller det kan være EU's tekniske, miljømæssige og arbejdsmiljømæssige krav, der kan gøre det svært for virksomheder uden for EU at komme ind på EU-markedet.
Hvordan kan man manipulere dollarkursen ned, når nu Kina ikke vil lade sin valuta revaluere?
For det første kan USA sætte renten ned, så det bliver mindre attraktivt for internationale investorer at investere i amerikanske $. Handelspartnere kan hjælpe med til at gøre det mindre attraktivt, at internationale penge søger til USA. Der kan laves aftaler centralbankerne imellem, så der i et vist omfang sælges ud af amerikanske likvide tilgodehavender. Det øgede udbud af dollar vil trykke kursen.
Men dette kan kun gøres i begrænset omfang. For Kina vil det f.eks. betyde, at den enorme beholdning, Kina har i amerikanske treasuries (statsobligationer) og andre tilgodehavender, som er likvide dollar eller aktiver denomineret i dollar, vil blive mindre værd. Kinas store beholdning af amerikanske obligationer hænger sammen med den måde, man har finansieret det store kinesiske overskud i samhandelen med USA.
Omvendt kan der også ske det, at Kina bliver så irriterede over jævning af valutakurserne, at landet vil sætte gang i den helt store bazooka, som kan være et masseudsalg af amerikanske obligationer, som vil kunne føre til faldende kurser på disse og dermed stigende amerikansk rente.
For at løse bare nogle af disse problemer, er det afgørende, at de to lande sætter sig til forhandlingsbordet sammen og laver aftaler om, hvordan problemerne kan løses. Som det er gået indtil nu, har det i lang tid været en konfliktoptrappende spiral, der kan få det hele til at udvikle sig mere eksplosivt, end nogen bryder sig om.
I et udviklingsperspektiv er det bagudvendt udvikling at satse på at kunne klare sig i priskonkurrence. Man ender som leverandør af varer og tjenesteydelser, som ikke værdiøges i samme grad som varer og tjenesteydelser, der bygger på højt teknologiindhold. Derfor er strategien med konkurre-evne via lavere valutakurs en bagudrettet udviklingsstrategi. Men det har været en strategi, der har været lettere at kommunikere ud til dele af det trumpske vælgerbagland end den teknologiske opnormeringsstrategi.
Når Trump nedskærer føderale universitetsbevillinger til eliteuniversiteter, modvirker det en konkurreevnestrategi baseret på teknologi og vidensøkonomi. USA skyder sig selv i foden med den strategi.
Trump ser Verden i et konfliktperspektiv, og det gælder om at handle, inden de andre bliver for stærke.
Gregers Friisberg, april 2025
Kommentarer
Send en kommentar