Den amerikanske forfatningskrise under Trump

 Den amerikanske forfatning har man hidtil troet var "så fast en borg". En 200-årig skulle man ikke kunne ryste. 

Og dog skete det under Trumps anden præsidentperiode 2025- . Trump følte sig meget friere stillet til at udfordre systemet i sin anden periode. Nu havde han et republikansk flertal bag sig i Kongressen. Så nu kan han rokke ved den tredeling af magten, som har været grundlaget for at gøre det amerikanske repræsentative demokrati relativt sikkert. 

Men vil det virkelig lykkes for Trump grundlæggende at ændre systemet i diktatorisk retning?

Den amerikanske senator Bernie Sanders har kaldt det system, der er opstået for et oligarki, dvs styre ved de rige (dollarmilliardærerne, der giver støtte til de partier og førende politikere via de såkaldte superpac-kommiteer, end måde at kanalisere pengene til politikerne).

Tredeling af magten og Checks and Balances

Den amerikanske forfatning byggede et system af magtafbalancering op. Det var under indtryk af politiske filosoffer som John Locke og Montesqieu, der så dette som midlet til at forhindre, at magten korrumperer og bliver diktatorisk, hvis den er koncentreret ét sted.

Figur 1: Det amerikanske magtbalancesystem sammenlignet med dansk parlamentarisme:

Note: Checks and Balances (Tjeks og afbalanceringer): Det er beskrevet i forfatningen, hvordan de forskellige ”magter” holder hinanden i skak, så ikke en enkelt af dem bliver for magtfuld. Præsidenten udnævner højesteretsdommere og ministre, men udnævnelser skal godkendes af Kongressen (Congress). Præsidenten kan nedlægge veto imod lovgivning (legislation) vedtaget (passed by) af Kongressen (Congress). Herefter kan loven kun komme igennem, hvis den vedtages med 2/3 flertal (overrulling veto). Højesteret (the Supreme Court)  har mulighed for at prøve loves grundlovsmedholdelighed. Højesteret kan endvidere dømme om, at beslutninger og administrative rutiner er forfatningsstridige og derfor skal ændres. Kongressen har formelt retten til at erklære en krig imod fremmede stater; præsidenten retten til at føre krigen (wage war). Denne arbejdsdeling er kommet noget under pres under indtryk af udviklingen i moderne militærteknologi. Man har ikke tid til at vente på, at Kongressen indkaldes. 

 Præsidenten har den udøvende magt, dvs magten til at føre lovene ud i livet og administrere efter dem. - Og magten til at lede USA's udenrigstjeneste (ambassader) og forsvar. 
   I modsætning til, hvad der gælder i et parlamentarisk system som det danske, udnævner præsidenten sin regering uafhængigt af Kongressen, og regeringen er ansvarlig over for præsidenten - ikke over for parlamentet. Parlamentet kan ikke afsætte regeringen, som det er tilfældet i et parlamentarisk system. Hvis en mistillidsafstemning får flertal i Folketinget, skal regeringen gå af. 
     Præsidenten er ikke medlem af Kongressen, - i modsætning til Danmark, hvor statsministeren og mange af regeringens ministre normalt er medlemmer af Folketinget. Dermed er den udøvende magt i USA mere uafhængig af den lovgivende magt.
     Da det er Kongresmedlemmerne, der kan fremlægge forslag til nye love, betyder det, at præsidenten skal have nogle Kongresmedlemmer, der tilhører det samme parti som ham selv, til at fremlægge lovforslag. Da det er Kongressen, der vedtager al lovgivning, også den økonomiske (finanslov og skattelove) betyder det, at Kongressen bestemmer igennem vedtagelsen af finansloven for USA, hvor mange penge præsidenten får til Det hvide Hus, inklusive hans egen løn (som ikke er specielt høj, når man sammenligner med, hvad direktører i de store virksomheder tjener). 
    Skattelove skal starte i Repræsentanternes Hus. Men de kan forhandles og ændres også i Senatet. Og de skal vedtages begge steder.
     Det kan delvist forklares med den amerikanske forfatnings tilblivelse. Man var i opposition til den engelske konge, der havde kunnet pålægge kolonisterne skatter og afgifter. Man var forsigtig med at underlægge sig en ny central myndighed, når det gjaldt betaling af penge til de fælles opgaver. Deraf også den korte valgperiode. De, der kunne tage initiativ til nye skatter, skulle man kunne komme af med efter to år.

Højesteret er uafhængig og en vigtig statsmagt.
    I februar 2016 døde højesteretsdommer Antonin Scalia, 79 år gammel. Det satte straks magtkampe i gang om, hvem der skulle følge efter ham. Han var en konservativ dommer, og hvis præsident Barack Obama valgte at erstatte ham med en progressiv dommer, ville magtbalancen imellem dommerne i Højesteret tippe over til fordel for den progressive tendens. Progressivitet/konservatisme viser sig bl.a. i holdninger til same-sex marriage, homoseksuelle rettigheder i det hele taget,  og rettigheder for minoriteter, samt den amerikanske våbenlovgivning.
   Lovene er ofte noget, der kan fortolkes. Og sommetider er love lavet på et meget tidligere tidspunkt end i dag. Og måske ser virkeligheden forskellig ud i de to perioder. Domspraksis spiller en betydelig rolle for, hvordan lovene kommer til at  gælde i praksis. Når dommerne i den sidste appelinstans (den føderale højesteret) tager stilling bliver det lov/det fastslås, hvordan en lov skal forstås.
    En højesteretsdom kan altså være regelsættende for et retsområde. Hertil kommer, at Højesteret kan tage sager op på egen hånd, f.eks. kan man prøve loves grundlovsmedholdelighed.
    Det er et eksempel på systemet med checks and balances, at præsidenten udpeger en dommer, men udnævnelsen skal godkendes af Senatet. I det nævnte tilfælde truede det republikanske flertal i Senatet med ikke at ville anerkende præsidentens udnævnelse, fordi det angiveligt var for tæt på valget af en ny præsident, og man altså skulle afvente en udnævnelse fra denne.

2nd Amendment (1791) Idet der er en vel-reguleret milits - som nødvendig for en fri stats sikkerhed -  skal folkets ret til at eje og have våben på sig, ikke anfægtes. (A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed (den autentiske ordlyd i forfatningstilføjelsen.) Denne anden tilføjelse til forfatningen har der været en større juridisk strid om I USA. Beskytter den enhver borgers ret til at have våben? Eller drejer den sig kun om den kollektive ret for befolkningen til at bevæbne sig og opretholde en milits? Det var der længe strid om, indtil Højesteret i 2008 besluttede, at forfatningstilføjelsen beskytter individernes ret til at eje våben, uafhængigt af, om de gør tjeneste i en milits. Det var dommer Scalia, der argumenterede for, at det var den anden del af sætningen, der var den vigtigste. Den første del af sætningen skulle kun ses som en slags indledningserklæring til den individuelle ret til at eje våben.    Det hele var blevet udløst af, at Washington DC havde forbudt håndvåben i almindeligt eje. Der blev lagt sag an, en sag (District of Columbia versus Heller), der altså endte i Højesteret, hvor Washington DC’s forbud blev underkendt.

Ved Donald Trumps vælgermøder i 2016 kunne man se folk have læderjakker med rygmærker på, som forsvarer retten til at bære våben. Det er en vigtig sag for højrefløjen. Retten til våben (til eje og til beskyttelse) betragtes som forudsætning for frihed. Der er en hel kultur omkring det.

Der er ingen tvivl om, at præsident Obama havde ret til at foretage en udnævnelse. Og heller ingen tvivl om, at Senatet  kunne trække godkendelsen så meget i langdrag, at det blev strakt til efter præsidentvalget i november 2016. Det reelle i sagen er, at det var en politisk magtkamp, som drejede sig om at påvirke Højesterets afgørelser flere år frem.

Impeachment

Demokraterne i Kongressen besluttede sig i september 2019 for at starte en officiel forundersøgelse, der kan føre til en rigsretssag, såkaldt impeachment, imod præsident Donald Trump. Han er den fjerde præsident i amerikansk historie, der udsættes for det.
Årsagerne til det var mange. Den umiddelbare anledning var en telefonsamtale, Trump havde med den nyvalgte ukrainske præsident Zelensky i slutningen af juli i 2019. Demokraterne mente, at Trump i denne samtale pressede Zelensky til at finde noget snavs imod tidligere vicepræsident Joe Biden, som er en af kandidaterne til præsidentvalget i 2020.
Trump afviser på det skarpeste, at der er tale om at afpresse den ukrainske præsident.
     For Demokraterne var det afgørende, at en præsident involverede en fremmed magt i et forsøg på at opnå personlig vinding i en kommende valgkamp. Det skulle i sig selv være nok til en impeachment proces. I en sådan proces er det Repræsentanternes Hus, der efter fremskaffelse af materiale, fremlægger sagen for Senatet, som dømmer.
Grundlaget for at rejse en impeachment sag er ifølge forfatningens ordlyd high Crimes and Misdemeanors, dvs større straffelovsovertrædelser (f.eks. forræderi eller bestikkelse). “Misdemeanors” er et mere gummiagtigt begreb, da det ikke henviser til noget, der er defineret i straffeloven. Det kan oversættes ved forseelser eller lovovertrædelser (i anden, men efter forfatningen mere ubestemt forstand end forræderi og bestikkelse) og forseelser.
    Det kan diskuteres, hvad der er “forseelser”. Er det forseelser, at der ikke er vandtætte skodder imellem føderalregeringens økonomi og præsidentens private forretninger? Er det “forseelser”, at præsidenten udnævner sine børn og deres nærmeste pårørende til vigtige poster i Det hvide Hus? Er det misdemeanor, at Trump kalder politiske modstandere ved øgenavne, og i det hele taget trækker den politiske diskurs og dialog ned i en sump af verbalt misbrug, jvf f.eks. Trumps tweet herunder, hvor han reagerer på impeachmentanklagerne?
I virkeligheden er meget af det en politisk afgørelse. Og det var den, Demokraterne endelig fik taget efter en del debat internt, hvor Demokraternes venstrefløj i Kongressen kritiserede, at deres leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, længe var tilbageholdende over for at starte rigsretsanklager.
     Det måtte så komme an på en prøve, om det kan bære. Den afgørende hurdle i det længere forløb er, om der kan skydes brecher ind i Republikanernes partigruppe i Senatet, da Republikanerne har flertal her. Ellers kan man ikke nå det fornødne antal stemmer til at dømme præsidenten ude.



Trumps reaktion på Rigsretssagen, jvf ovenfor, er typisk for populisten. Han sætter det straks op som en kamp mellem "os og dem". Han erklærede også i en anden tweet, at nu ville han gå i gang med at "rense ud i sumpen i Washington". Uden at bringe nogen form for evidens kalder han Demokraterne for "korrupte".

Valg til Kongressen                                                                                                                                          

Demokraterne kan måske genvinde flertal i Senatet, men de vil ikke genvinde flertal i Repræsentanternes Hus. Gerrymandering har givet Republikanerne i Repræsentanternes Hus et uindtageligt fort af sikre pladser. (RobertReich.org før præsidentvalget 8.11.16. Blogindlægget er skrevet med udsigt til stor demokratisk sejr ved præsidentvalget - og det samtidige valg til Kongressen.)

Valg til Repræsentanternes Hus og Senatet holdes hvert andet år. Senatorer (Senators) vælges for 6 år, således at 1/3 udskiftes ved valgene hvert andet år. Hensigten med dette har været at sikre staterne en kontinuitet i unionsstyret i Washington.
   Repræsentanterne (Congressmen) vælges som sagt for 2 år. Samtidig med præsidentvalget hvert 4. år er der altså valg til Repræsentanternes Hus og Senatet. Det blev vigtigt i 2016, da GOP-kandidaten Donald Trump - efter uheldige udtalelser fra sin fortid, kunne risikere at trække mange GOP-kandidater til Kongressen med sig efter et fald i opinionsmålingerne. 

Ved valg til Repræsentanternes Hus har man flertalsvalg i enkeltkredse, dvs det er den kandidat, der har fået flest stemmer i hver valgkreds, der er valgt. Øvrige stemmer er for så vidt "spildt" for partiet.

Gerrymandering
Der er mulighed for manipulation ved den måde, Kongresdistrikternes (Congressional Districts) grænser fastlægges. Dette kaldes Gerrymandering. Valgkredsene ved valgene til Repræsentanternes Hus kan altså udformes sådan geografisk, at det sikrer valg/genvalg til den siddende kandidat. Det er den enkelte stats lovgivende forsamling (national assembly), der bestemmer, hvordan valgkredsene dimensioneres, og det sker normalt hvert tiende år efter en folketælling (census). Det har medvirket til lav valgdeltagelse ved valg til Repræsentanternes Hus, idet den demografiske sammensætning kan være sådan via gerrymandering, at "slaget" er vundet eller tabt på forhånd, - og hvorfor så have besværet med at gå hen og stemme? .