Regeringsdannelse - flagstangen-i-myretuen?

Den danske forfatning, grundloven, siger påfaldende lidt om, hvad der skal ske efter valg til Folketinget, når der skal dannes regering, og den siddende eller afgående regering ikke bare kan fungere videre. Det står i grl;

§ 14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre.

Der har udviklet sig en parlamentarisk praksis, hvor monarken indkalder partilederne til møde, en såkaldt "kongerunde", hvor de kan give råd om, hvem de hver især kan pege på som leder af forhandligerne om en ny regering. Serveretten går til den partileder, som flest (mandatmæssigt) peger på. 

Fordelen ved den metode er, at monarken herved - stort set - vedbliver med at være politisk neutral. Grundlovens ord skal så forstås som, at kongen efterfølgende står for den formelle udnævnelse. 

Et af de store spørgsmål i dansk politik i 2026 var, hvordan statsminister Mette Frederiksen, der blev ud
nævnt til såkaldt "kongelig undersøger" efter valget 24.marts, kunne løse problemet med at få dannet en ny regering i en parlamentarisk situation, der kan beskrives som "flagstangen i myretuen". Et parti havde fået over 20 pct af stemmer og MF'ere, alle de andre langt færre, jvf tabel 1 herunder.

Måske skulle stafetten gå videre til blå bloks statsministerkandidat, Troels Lund Poulsen, formand for Venstre. Ham havde flere blå partier peget på som kongelig undersøger. 

Under alle omstændigheder ville Lars Løkke Rasmussen, formand for Moderaterne, få en central rolle, da dette parti ligger i midten og kan være med i flertal til både venstre side og højre side. Ifølge ham drejede det sig om "noget" - ikke om "nogen", dvs man skulle finde ud af, hvilken politik der skal føres, - ikke i så høj grad om de konkrete partier. Når man havde fundet ud af, hvad der er af samfundsproblemer, og hvordan man evt. kan løse dem, skulle de partier, der var enige om sagen(erne) samles om regeringssamarbejde.

Figur 1: Det politiske landskab efter ideologiske og værdi-/holdningsmæssige dimensioner

Når dannelsen af en ny regering i dag er langt vigtigere, end hvad grundlovens gamle ord lægger op til, skyldes det, at der i forbindelse med regeringsdannelsen udformes et regeringsgrundlag, jvf herom senere, som bliver basis for overvejelser over landets økonomisk-politiske og sociale fremtid, og hvad man fra politisk hold kunne tænke sig at gøre ved de nuværende og fremtidige problemer.  

Normalt vil nogenlunde nærtliggende partier i det politiske spektrum, jvf ovenover, være kandidater til at finde sammen i en regering, f.eks. en rød regering med S, EL, SF, Alternativet og Radikale. Men i det meget fragmenterede folketing vil en sådan regering skulle have støtte fra Moderaterne for at nå op på - eller over .- de nødvendige 90 mandater til et flertal.  

Som en anden mulighed kunne der måske laves en regering til højre. Her gjorde et helt specielt problem ikke opgaven lettere:
    Et af partierne viste sig hurtigt efter valget på det nærmeste at blive en slags politisk døgnflue. Borgernes Parti (BP) kom lige over spærregrænsen på 2 pct og var dermed berettiget til 4 mandater. Men partiet smuldrede efter få dage, idet 2 af mandaterne blev løsgængere. Partiet opstod i stor hast og fik ikke "vettet" kandidaterne tilstrækkelig grundigt. Endvidere følte formanden for partiet, Lars Boje Mathiesen, sig berettigt at presse et formandstillæg igennem til sig selv, så han blev lønnet samlet på niveau med statsministeren.  

Denne afskalning fra blå blok gjorde det nødvendigt at have både Radikale og Dansk Folkeparti med for at nå de magiske 90. Det gjorde det ikke let, idet der var langt fra DF til Radikale og Moderaterne i indvandrerpolitikken. Hertil kom personlige modsætninger.  

Tabel 1: Det fragmenterede valgresultat og folketing 2026

Partierne tager også hensyn til andre ting, når de skal tage stilling til deres ageren op og under forhandlinger om dannelse af en regering. Det fremgår af partiadfærdsmodellen herunder.

Figur 2: Partiadfærdsmodel

Klik på fig. ovenover for tydeligere version

Den toneangivende arbejdsgiver- og erhvervsorganisation Dansk Industri gav sit besyv med m.h.t., at der blev dannet en bredere regering end den, den kongelige undersøger havde fået  til opgave at undersøge.
    Og direktøren for en anden stor erhvervsorganisation sendte den formanende appel "pas på pengene" ud, hvad der nok skal forstås derhen, at en kommende regering skal udvise finanspolitisk budgetdisciplin - eller i hvert fald sørge for, at offentlige penge ville blive givet godt ud. 

Lederne af Venstre og Konservative på Mette F.'s facebookside 21.4.:

Mette Frederiksen har oplyst os, at grundlaget for Danmarks økonomi og velfærd - forliget om levetidsindeksering, som i daglig kaldes Velfærdsforliget - er faldet. Ganske enkelt fordi man teknisk set ikke anser Moderaterne for at være med i forliget.

Forliget udgør en hjørnesten bag en holdbar dansk økonomi, for det indeholder den mekanisme, der regulerer pensionsalderen i takt med, at danskernes levetid stiger. Uden den holder Danmarks økonomi ikke længere.

Uden det forlig bliver der underskud på de offentlige finanser i fremtiden, og der vil mangle tusindvis af medarbejdere i virksomhederne og velfærden. Uden forliget er vores sunde økonomi med ét fortid. Derfor bør forliget genbekræftes med det samme.

Samtidig foregik der en uformel mødeaktivitet, hvor Moderaterne gjorde deres betingelser for at deltage i en centrum-venstre regering klar. Mette Frederiksen udsendte derefter følgende kommentar til pressen (TV2 22.4.23:

- Socialdemokratiet har givet Moderaterne et ubetinget tilsagn om, at de kan indtræde som fuldgyldigt medlem af velfærdsforliget, når der er dannet en ny regering – uanset hvilke partier, den regering i øvrigt består af.

Samlet set er der et blåt flertal i det nyvalgte folketing. Ved at give ovenstående løfte kunne Mette Frederiksen trække Moderaterne med ind i en Centrum-Venstre regering. Hun har erkendt, at det ikke lader sig gøre at etablere en regering, der kan føre en mere socialt orienteret politik, f.eks. på pensionsområdet, der kunne give nedslidte lønmodtagere bedre muligheder for at trække sig tilbage tidligere end den almindelige pensionsalder.

SF og Enhedslisten (EL) var ikke med i velfærdsforliget 2006. De udtalte sig kritisk om forliget. Enhedslisten kaldte forliget "fantasiløst". Og SF gav udtryk for, at S burde have afvist forliget (Wikipedia).

    Med denne manøvre og evt. dannelse af en centrum-venstre regering med deltagelse af Moderaterne  risikerer Mette Frederiksen at fortsætte den vælgermæssige deroute, som fv26 er udtryk for. Moderaternes leder er stærk tilhænger af arbejdsudbudsreformer, "afbureaukratisering" i den offentlige sektor og nyliberale markedsreformer. Han har en anderledes immigrationspolitik end DF og DD, men det er ikke primært af hensyn til menneskerettigheder og humanistisk orienteret integrationspolitik, men mere ud fra økonomiske nyttebetragtninger omkring tilførsel af udenlandsk arbejdskraft som et middel til at løse udbuds- og inflationsproblemer i den danske økonomi. Men det vil naturligvis blive indsvøbt i en diskurs om den "nødvendige" politik. Hensigten er jo at skabe samling og harmoni.  

Om der bliver "passet på pengene", vil bl.a. afhænge af det regeringsgrundlag, partierne i en ny regering vil udarbejde. Det vil indeholde forslag til politiske udspil, og hvordan de evt vil blive finansieret. Partiernes respektive udspil til det vil bl.a. blive bestemt af de faktorer, der fremgår af figur 2 ovenover. Hvor meget skal satses på velfærd, hvor meget på forsvar, etc.

Folketinget har - foranlediget af en EU-vedtagelse - lagt nogle begrænsninger på frihedsgraderne i fremtidens finanslove. De bevirker, at det bliver vanskeligere at føre keynesiansk økonomisk stimulanspolitik, f.eks. igennem underbudgettering. Ifølge den såkaldte budgetlov, der blev vedtaget af Folketinget i 2012 og trådte i kraft 2014, må underskuddet på de offentlige finanser ikke overstige 1 pct af BNP. Den er lavet med udgangspunkt i EU's Finanspagten, som sætter rammer op for de nationale budgetter. Formålet fra EU's side er, at grundlaget for unionens økonomi ikke skrider. Nogle partier tager disse budgetmæssige rammer mere højtideligt end andre partier, og det påvirker selvsagt mulighederne for at indgå i et regeringsgrundlag, der opfylder kravene. 
    På den anden side har Danmark de senere år fået topkarakter for økonomisk performance. 
    Men holder det på længere sigt? Det satte Moderaternes formand, Løkke Rasmussen, et spørgsmål ved. Han forlangte langsigtet holdbarhed for økonomi og offentlige budgetter. Og han sad på de afgørende mandater i midten, nødvendige for en regeringsdannelse til enten den ene eller anden side. 
   I de langsigtede overvejelser indgik   velfærdsforliget fra 2006, jvf ovenfor, som alle de såkaldt "ansvarlige partier" i Folketinget var med til at vedtage. Det indebærer, at pensionsalderen skal følge udviklingen i den gennemsnitlige levealder i Danmark. Hensigten er, at der skal være langsigtet holdbarhed, så man netop på den måde kan sikre pensionerne i fremtiden  

    I 2025 vedtog Folketinget at hæve pensionsalderen til 70 år fra 2040 (for de, der er født efter 1.1.1971), - vedtaget af et bredt flertal som en del af denne løbende regulering. 

Ikke alle lønmodtagere er imidlertid lige "holdbare" rent helbredsmæssigt. Nogle har hårdt fysisk og psykisk opslidende arbejde, og vil derfor være nødt til at trække sig fra arbejdsmarkedet tidligere end andre. En betydelig del af S' vælgere hørte til denne gruppe. Derfor ville S-statsministeren opsige velfærdsforliget, eller ændre det, så der kunne sættes en grænse for stigningen i pensionsalderen. 
    Enkelte andre partier ønskede også at gå efter en mere differentieret pensionsalder ud fra overvejelser over dels forskelle i "nedslidningsalder", dels det mere fleksible arbejdsmarked som følge af den teknologiske og økonomiske udvikling.
    Nogle troede for en tid, at velfærdsforliget var opsagt med loven fra 2025 og ikke gjaldt længere. Det skulle tages op i valgperioden. Og der var der jo det problem, at Moderaterne, som fik en central placering, ikke var dannet som parti, da forliget blev indgået. Men forliget gælder stadig via en kooptering af Moderaterne, og det måtte indgå i forhandlingerne om dannelse af en ny regering. 

Partiernes vælgerbasis (kernevælgergruppen) kan spille ind, jvf figur 2. Kunsten er at forholde sig diskursivt til problematikken, så man både kan hævde økonomisk ansvarlighed og foreslå interessante nye politiske udspil. 
    De ydre faktorer spillede en væsentlig rolle, f.eks. Ukraine-krig og nogle ønsker om øget oprustning til imødegåelse af eksterne trusler. 
    Endvidere spillede miljøproblemer, herunder reduktionsmål for CO2, dyrevelfærd ("svinefabrikker") og havmiljø ind, idet der her er betydelige divergenser i holdningerne partierne imellem.
    Og endelig var der betydelige divergenser m.h.t. modsætninger storby/"udkant" og i forbindelse hermed voksende økonomisk og social ulighed.

Der er vælgere, der undrer sig: Valget den 24.3. blev bl.a. udskrevet, fordi det var vigtigt at få det gjort, når det nu alligevel skulle gøres inden udgangen af oktober 26, og fordi Danmark stod - og står - i en svært krisepræget udenrigs- og sikkerhedspolitisk situation p.g.a den amerikanske præsident Trumps ønsker om at overtage Grønland, hvorved han bringer NATO-forpligtelserne i fare.

Den vanskelige situation omkring Grønland  kan som følge af den  amerikanske præsidents stædighed  virke uløselig. Det er en situation, der i høj kan gøre den danske vælgerbefolkning utryg. Det ser ud til, at Frederiksen har manøvreret ganske effektivt - so far - i dette vanskelige politiske farvand. Grønland-Danmark ser ud til, for indeværende, at have vundet kampen om "hearts and minds". 

Blå blok stod og trippede i kulissen. S havde startet showet med Mette F. som forhandlingsleder, og det med et mandat til at undersøge muligheden for en centrum-Venstre regering med SF, Radikale og Moderaterne. Men da tiden trak ud, begyndte andre ideer at forme sig.

Og måske kunne det blive en regering, der kunne søge sit parlamentariske grundlag fra sag til sag. 

Det strandede på, at Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, erklærede, at han ikke kunne være med til at basere et flertal på Enhedslistens hovedbestyrelse, en holdning han dog blødte lidt op på sidenhen. 
    Enhedslisten er ifølge vedtægterne et parti, der adskiller sig fra andre partier m.h.t. partiorganisationens magt. Magten ligger hos partiets hovedbestyrelse. I modsætning til de andre partier, hvor det er folketingsgruppen, der har den reelle magt. Det vil sige, at i situationer, hvor der skal indgås kompromiser, kunne det tænkes, at Enhedslistens hovedbestyrelse kunne være blokerende for, hvad partiet kan gå med til.

Statsministeren blev rigeligt eksponeret i medierne, herunder også globale medier som New York Times, der hyldede hendes ståen-op-imod den amerikanske præsident Donald Trumps og dennes ønske om at eje/få fuld kontrol over Grønland. Det var med til at give hende en vis pondus på forhånd, når hun skulle eksekvere "serveretten".

Det hele ser ikke meget lettere ud, hvis man kigger mod højre side af Folketinget. Med De Radikale og Moderaterne som deltagere vil Blå blog kunne mønstre det nødvendige flertal på over 90 mandater til en regering. Det passer godt nok med, at disse partier er nogenlunde enige om den økonomiske politik. Men til gengæld har de meget forskellige opfattelser af indvandrerpolitikken. Der er langt fra Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne til De Radikale. 

Det slår én, at der er betydelig historisk konstans i vælgerholdninger i dansk politik. Begge "blokke" ligger på og omkring halvdelen af stemmerne. Der sker tilsyneladende ikke store forskydninger hen over højre-venstre midten i dansk politik. 

Der sker dog betydelige forskydninger inden for blokkene. Men det er forskydninger, der stadig viser ret stor overordnet stabilitet. 

SF og Enhedslisten har taget vælgere fra Socialdemokraterne, men samtidig har disse to partier bevæget sig henimod midten, så forskellene viser snarere forskellige politiske kulturer og vælgerlivsstile end egentlig substantielle ændringer. Problemer i Venstre førte til, at "by-Venstre" gik ud og blev til Moderaterne, og "land-Venstre" blev til Danmarksdemokraterne. Det, der var tilbage af Venstre, var så et slags "landbrugs"-Venstre med stærkest vælgerbasis i Jylland og andre områder af det såkaldte "Udkantsdanmark". De politiske skillelinjer mellem dette Venstre og andre partier blev dyrevelfærd og miljø. 

Strukturelle forandringer i partibilledet

De "tektoniske plader" (underliggende strukturelle faktorer), som bestemmer mere langsigtede tendenser i vælgerholdninger, ikke har flyttet sig voldsomt. De tre venstrefløjspartier har omtrent samme andel af stemmerne tilsammen, som de har haft igennem årtier. 

Hvad der derimod har ændret sig, er fordelingen i vælgertilslutning imellem partierne i både det røde og blå segment, og undertiden har der også været underliggende forskydninger mellem det røde og det blå segment. Det har ikke mindst indvandrerpolitikken i de seneste årtier medvirket til. 

En klar tendens, der er slået stærkt igennem i de sidste valg er tilbagegangen for de traditionelle "magtpartier", Venstre, Socialdemokratiet, Radikale og Konservative. De har altid kunne være regeringsbærende. Enkeltvist med parlamentarisk støtte fra en eller flere af de andre, Eller to-tre sammen i en flertalsregering. 
    Det nye er, at de er gået så meget tilbage vælgermæssigt, at de ikke længere kan være regeringsbærende på den måde. Det er kun Socialdemokratiet, der stadig har en anselig størrelse. Men det står nu i 2026 med 11 anseligt mindre partier omkring sig. 

Det er dybereliggende samfundsændringer - og ikke bare kortvarige vælgerluner - der ligger bag denne udvikling. Mediernes rolle har ændret sig. Nye sociale medier er kommet til. 
   Og erhvervsstrukturen har ændret sig. Globaliseringen har skabt enkelte storbyer (København, Aarhus, Aalborg og Odense), hvis økonomier, især for Hovedstadsområdes og Aarhus' vedkommende er forbundet med udlandets virksomheder i hastigt udviklende handels- og netværksforbindelser. Det har bevirket, at traditionelle industrijobs er faldet i antal og nye jobs i offentlig og privat service har ekspanderet kraftigt. 

Folk organiserer sig ikke ret meget i politiske partier længere. Det betyder ikke, at engagementet i politik er blevet mindre. Fokus i aktiviteten har bare flyttet sig. Trofastheden over for gamle partiloyaliteter er forsvundet. 
    Vælgerne kan hurtigt ændre fokus. Det viste sig i Grønlandskrisen i det tidlige forår 2026, hvor den amerikanske præsident skruede op for sine krav om overtagelse af Grønland. Mediernes fokus blev rettet imod enkelte aktører, bl.a. den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, formand for Moderaterne. Inden da havde Moderaterne været tæt på at snuse til spærregrænsen til Folketinget. Lars Løkkes håndtering af Grønlandskrisen og mediernes dækning af det fik billedet til at ændre sig hurtigt med en anselig flytning af stemmer, så partiet rykkede kraftigt væk fra at komme i nærheden af spærregrænsen. 
    Et andet nyt fokuspunkt var DF's hurtigt iværksatte støtte til nedbringning af benzin- og dieselpriser til danske bilister under valgkampen til fv26. Det var - sammen med genopvækning af xenofobiske stemninger i visse vælgersegmenter - medvirkende til kraftig vælgerfremgang for DF, så dette parti fra at ligge tæt på spærregrænsen pludselig var et af de største partier i blå blok. 

Disse fænomener er beskrevet af flere politologer, men ret dramatisk af den belgiske politolog Anton Jäger i bogen Hyperpolitik (Informations forlag 2025). En bog, der kan inspirere, men som godt kunne være grundigere i relatering af hypoteser til empiri og i en mere præcis fastlæggelse af de politiske perioder.

Teorien om hyperpolitik siger, at den politiske aktivitet er meget høj, men der er ofte temmelig ringe resultater af den stærke politisering. 

Figur 3: Hyperpolitik

Jäger beskriver i sin to-dimensionelle model graden af politisering (øget tendens til polarisering omkring hurtigt opståede - og hurtigt forsvindende - politiske konflikter, f.eks. den usikkerhed Trump har fremkaldt omkring NATO som grundlag for Danmarks og Vesteuropas sikkerhed. 

Endvidere er der institutionalisering, som måler, hvor forankrede folk er i organisationer som partier, fagbevægelse, landbrugsorganisationer og NGO'ere.

Man ser f.eks. i tal fra Folketingets oplysning og Danmars Statistik, hvordan medlemsantal i de traditionelle regeringsbærende partier er faldet:

Parti	1960	1990	2010	2024
Socialdemokratiet	259.459	83.167	45.419	27.029
Venstre	192.629	80.603	46.757	20.336
Konservative	108.751	37.050	15.651	10.900
Radikale Venstre	35.000	9.049	7.912	5.209

Han beskriver samfundsudviklingen gennem graden af Politisering (hvor optaget befolkningen er af politik) og Institutionalisering (hvor stærkt forankret folk er i faste organisationer som partier, fagforeninger og kirker). 

Der udskilles fire perioder. Valget og regeringsdannelsen blev anledning til, at spørgsmålet om fremtidens velfærd og pensionsordningerne i ly af de demografiske udfordringer (stigende andel af ældre og faldende andel af folk i arbejde) blev skærpet.  

Udvikling i perioder:

Kilde: Deepseek.

Det kan forklare en del af tilbagegangen for de traditionelle "magtpartier". Figur 4  herunder viser udviklingen i vælgertilslutning til de to største af dem, Venstre og Socialdemokratiet. 

Figur 4 : Udviklingen i pct-andele af afgivne stemmer til Venstre og Socialdemokratiet 1887 - 2026

Kilde: Folketinget og forskellige udgaver af G. Friisberg: Politik og økonomi og Politik. Columbus. 

Det er faktorer som disse, der er medvirkende til at trække forhandlingerne om dannelsen af en ny regering i langdrag. Forhandlerne står over for betydelig større kompleksitet end tidligere. Det gælder flagstangen-i-myretuen, og det gælder det relativt store midterparti Demokraterne og deres uforudsigelige ageren under forhandlingerne. 

Bilag 1:

Indeksering af pensionsalder efter projekterede gennemsnitlige livsaldre i Danmark og nogle andre lande, og regulering af folkepension i DK og nogle andre lande (Pensionskommissionens rapport 2022):

 

Bilag 2: Bud på en  VLAK. Politikhovedpunkter.

Bilag 3.