Grøn økonomi

 Den grønne økonomi handler om at se økonomi som et system, der producerer og fordeler varer og gør det på måder, der kan true den fælles fremtid.

Vigtige spørgsmål er derfor:
Der er et system af natur og luft, som omgiver økonomien og er forudsætning for den.
Hvordan er økonomien afhængig af naturen for at få frisk luft, vand og råstoffer til produktionen?
I stedet for at tage for givet, at man kan hente råstoffer ubegrænset og smide affald ubegrænset ud i dette system, skal man finde ud af at tilpasse sig det, så det bevares også for kommende generationer. Det er en politisk opgave at hjælpe med til det. For hvordan kan økonomien gøre det selv, når hver virksomhed først og fremmest tænker på at tjene penge til aktionærerne, og hver forbruger tænker på næste opreklamerede forbrugsgenstand?
Under den tidlige industrialisering var man tilbøjelig til at se det omgivende system som noget, der måtte underlægge sig den voksende industri. Dens opgave var at foryne mennesker med nødvendige materielle ting til opretholdelse af livet. Det måtte naturen stå til rådighed for.
Fra midten af det 20. århundrede kom der en stigende forståelse for, at ressourcer ikke er ubegrænsede, og at jord, luft og vand ikke kan tages for givet.

I illustrationen ovenover er den traditionelt kendte økonomi fremstillet i form af den blå trekant – med markedsøkonomien, hvor styringsprincippet er udbud og efterspørgsel, den røde sektor, der styres af politisk magt og den grønne sektor, der er civilsamfundet og dets produktive udfoldelser. Det rejser vigtige spørgsmål:

I hvilket omfang skal markedet styre?
I hvilket omfang skal markedet reguleres af det politiske niveau?
I hvilket omfang kan man bruge lokale produktive fællesskaber og deleøkonomi?

Prisdannelsen er signalgiver for, hvad der skal produceres og til hvilke priser. Og den enkelte virksomhed går ideelt set efter størst mulig fortjeneste til ejerne. Det kan give sammenstød med interessen for at beskytte naturgrundlaget for produktionen.
I den røde sektor laves der politik og regler. Og der “produceres” efter andre principper end i den blå sektor. Man ønsker omsorg og professionalisme fra de ansattes side, når de f.eks. har med mennesker at gøre i skoler og hospitaler. Det politiske system drejer sig omh magt til at tage beslutninger. Det kan være beslutninger om regulering af økonomien, så den fungerer bedre for det fælles bedste.
Beslutningerne bliver til med de politiske partier som mellemmænd og med folkelige organisationer og miljøfolk bagved, som prøver at påvirke politikerne. Der er her forskellige interesser. I hvilken grad vægtes økologi i forhold til vækst? I hvilken grad skal der være statslig styring (love) i forhold til markedsstyring (udbud/efterspørgsel)?

Der skal sættes nødvendige rammevilkår for produktionen, f.eks. med hensyn til, hvad der må udledes af stoffer i naturen.
Men reguleringen er blevet vanskeligere som følge af nationalstatens svækkede styringsmuligheder. Det hænger sammen med den stadig mere intensive globalisering, hvor virksomheder på globalt plan bestemmer over investeringer og lokalisering af produktion.

Ny økonomiforståelse

Mange ser håbet i en ny (u)formel økonomi, f.eks. produktion i selvbærende, økologiske lokalsamfund (den grønne trekant). Her udvikles omsorg for dyr og planter igennem den daglige omgang med naturen. Den, der dyrker sin egen køkkenhave, vil ofte udvikle en vis omsorg for, at der kan sås noget næste år, og at dyrene har det godt.
Der er brug for at tænke økonomi på en ny måde, så man ikke kun tager udgangspunkt i en påstand om, at behovene er umættelige, og fremtiden består i at øge en produktion for at komme påståede forbrugerbehov i møde.
I den sammenhæng kan man spørge: Hvordan dannes forbrugernes behov? Er de givne på forhånd, eller er de tillærte? I den liberale økonomiforståelse siger man, at det er forbrugerne, der bestemmer, hvad der produceres, jvf nedenfor om markedet. “Forbrugeren er konge” i markedsøkonomien. Men er det uden videre rigtigt? Måske er forbrugeren påvirket af reklame og vaner, der er dannet under opvæksten i et materialistisk forbrugersamfund.
Hvordan er den enkelte blevet til det (over)forbrugende menneske – i hvert fald i de rige lande (det er næppe relevant at tale om “overforbrug” i de fattige u-lande)?

En grøn økonomisk politik tager udgangspunkt i en helt anden forståelse af økonomi end den, der fremgår af billedet ovenover. Her ser man en af de traditionelle mediekommentatorer sige, at det, der skal til, er øget vækst (stigning i BNP).
Det bygger på en såkaldt keynesiansk forståelse af økonomien, hvor man kan give en god begrundelse for kamp for jobs og velfærd. Man siger f.eks., at når der er økonomisk vækst, dvs når “kagen” (BNP) bliver større, så bliver der et  større stykke til alle, både de fattige og de rige.
Hvis forbruget (consumption) øges, øges det, keynesianske økonomer ser som økonomiens drivkræfter, nemlig den samlede efterspørgsel , hvoraf forbruget er den største andel. Der er et stærkt fokus på vækst som problemløser.
     BNP står for bruttonationalprodukt. Det er et mål for produktionens størrelse. Man finder frem til det ved at se på værdien af alt, hvad der produceres i samfundet. Det gælder virksomhedernes produktion. Og det offentlige indgår med værdien af offentlige ydelser, f.eks. hospitaler, bønehaver, skoler m.v. Overførsler, f.eks. pensioner, bistandshælp, m.m. indgår ikke da det er indkomst, der fordeles mellem befolkningsgrupper.
Måler BNP det, der er relevant at måle? Bliver vi gladere og lykkeligere af, at BNP øges, når der produceres nye kampfly, eller når to biler støder sammen på motorvejen og BNP øges med reparationsudgiften? Eller giver det mening, at BNP øges, når en kvindelig husejer ansætter sin samlever som havemand, og der altså nu produceres det mere, som svarer til hans løn?
Når vi vil måle resultatet af den økonomiske aktivitet, kan vi være interesseret i at se på mere end blot den materielle fremgang i forbruget. Vi kan være mere interesseret i forbrug og livsformer, der giver øget livskvalitet.
Det måler BNP ikke.
Hvis jeg bruger en masse benzin på at køre langt til arbejde hver dag, i stedet for at bo tæt på mit arbejde og cykle hen til det, er BNP større, end hvis jeg cyklede. Hvis vi skypede med vores onkel i Amerika i stedet for at tage jetfly og leje bil for at besøge ham, ville  vi reducere det materielle BNP, men øge det grønne nationalprodukt.
Det har fået økonomer til at stille spørgsmålet: Hvordan laver vi et grønt BNP-regnskab? –  så det er mere reel værdimåling, der foretages, – og værdimåling af den bæredygtige del af produktionsværdien, dvs den del af den, som ikke belaster kommende generationer med forurening og dårlige klimaeffekter (ved global opvarmning som følge af udledning af drivhisgasser).

Politikerne er optaget af vækst, af, hvor meget BNP vokser. Det skyldes, at der er en tæt kobling mellem vækst og beskæftigelse.
Når der er vækst, bliver der flere jobs. Og det er ofte evnen til at skabe jobs, politikerne er blevet vurderet på af deres vælgere.
De er så optaget af det, at de i den seneste tid har skabt et nyt udsagnsord: at “vækste” (afledt af navneordet “vækst”). Ordet “vækste” bruges meget tit.
Men det er betænkeligt at tillægge den traditionelle form for vækst så stor betydning, når man tænker på den fælles fremtid for mennesker og klode.
Eller også skal man finde ud af at lave vækstbegrebet om, så det er kvalitativ vækst, man går efter, f.eks. grøn vækst, hvor der satses på bæredygtige teknologier (solceller i stedet for olie). Bæredygtighed blev defineret i FN’s Brundtland-rapport (1987) som en udvikling, hvor opfyldelsen af den nuværende generations behov ikke sker på bekostning af fremtidige generationers behov.
Det er forestillingen om vækst som et ubetinget gode, grønne økonomer vender sig imod. Fremtidige generationer trues potentielt af en vækst, der efterlader kloden i en dårligere tilstand. Vi kan kalde denne måde at se økonomi på som det økologiske økonomiparadigme. Et paradigme er grundantagelserne inden for en videnskab.
Selvfølgelig kan vækst forstået som en bedre evne til at håndtere avanceret teknologi også hjælpe med at finde løsninger på de økologiske balanceproblemer, men den måde, man har forstået vækst på hidtil, hvor det drejer sig om mere, mere, mere…., ødelægger bæredygtigheden fremover.

Hvad er markedsstyring?

Hvordan kan skattesystemet indrettes, så man fjerner skat fra arbejde og over mod ressourceanvendelse?
Er markedet gået for vidt? Skal staten mere ind og styre økonomien?
Kan marked og iværksætterpolitik bruges mere offensivt til at få tænkt nyt den grønne omstilling?

Under oliekriserne i 1970’erne steg priserne på olie kraftigt. Der blev indført bilfrie søndage i et forsøg på at spare på det dyre og knappe råstof. Det blev dyrere at køre i bil. Mange mennesker solgte deres bil og købte en cykel i stedet for. Den kunne man også køre på om søndagen. Hvordan styrede markedet efterspørgsel og produktion væk fra biler og over mod cykler? Figuren herunder viser hvordan:

Figur 1: Sadl jernhesten, når benzinen stiger i pris

Figuren viser i markedsmodellen, hvad der sker, når efterspørgselen går fra bilkørsel til cykelkørsel. De to prisdiagrammer består hver af en udbudskurve, der stiger fra venstre og op mod højre (ved højere pris udbydes der mere fra producenternes side), og en efterspørgselskurve, der falder fra venstre mod højre. Når prisen er lavere, efterspørges der mere. Et sådant diagram er et øjebliksbillede af udbud og efterspørgsel. Når kurverne er blevet forskudt, har man lavet et nyt øjebliksbillede. Og man sammenligner så de to idealiserede situationer.
Prisen dannes ideelt set, hvor de to kurver skærer hinanden.
Ofte er der reelt ikke så stor gennemsigtighed, og det vil være lidt tilfældigt, hvordan sælgerne sætter prisen. Men da det ovenstående jo er en model, vises det i idealiseret form, hvor det antages, at både sælgere/producenter og forbrugere handler rationelt.
De sidste vil have mest mulig nytte af deres indkøbskroner til transport. Producenterne vil tjene penge (maksimere profit), og udbyder altså flere cykler, når de fornemmer, at efterspørgslen er stigende, og priserne går opad.
Olien/benzinen stiger i pris. Det viser sig som en forskydning opad af udbudskurven. Derved bliver det dyrere at køre i bil. En del forbrugere lader bilen stå og tager cyklen på arbejde i stedet. Det viser sig ved en øget efterspørgsel efter cykler (højre diagram). Efterspørgselskurven forskydes udad, og den optimale pris dannes på et højere niveau. Ved denne pris vil flere cykelfabrikanter udbyde flere cykler. Markedet har – uden nogen planlægning – sørget for, at der skiftes fra bilkørsel til cykelkørsel, og at det fornødne antal cykler er blevet produceret til det.

Det økologiske økonomiske paradigme

Den ovenstående gennemgang giver det indtryk, at det er forbrugerne, der bestemmer i markedsøkonomien. Forbrugeren er kongen, der bestemmer allokeringen af ressourcer igennem de rationelle forbrugsvalg: Hvad skal produceres, så behovene dækkes?
Så enkelt er det naturligvis ikke i virkeligheden. Det er noget, man vil forholde sig kritisk til i det økologiske økonomiparadigme, hvor man ofte vil se forbrugerne som manipulerede af reklame og marketing til at forbruge mere end deres oprindelig behov egentlig ville tilsige.
I den traditionelle økonomiske markedsteori (f.eks. bil-/cykeleksemplet ovenover) forsøger man ud fra forenklende antagelser om forbrugeren at modellere dennes adfærd matematisk. Det matematiske ræsonnement kræver en række af forenklinger i forhold til virkeligheden. Man antager en homo oeconomicus (“det økonomiske menneske”), der handler ud fra sin rationelle fornuft. Forbrugeren vil betale mindre og mindre for en vare, som der opstår mæthed af. Efter 3-4 biler i husstanden behøver man ikke flere biler. Derfor vil man kun købe en bil mere, hvis den er billig – eller det er en helt ny type, f.eks. en el-bil.
I det økologiske økonomiske paradigme antager man, at billedet af den rationelle forbruger er alt for begrænsende i forhold til, hvordan mennesket er. Mennesket er borger (citizen) i samfundet. Det er involveret i demokratisk beslutningstagning og er opdraget/uddanet til at vise hensyn over for samfund, medmennesker og miljø. Mennesket kan tage hensyn ud fra etik, f.eks. om beskyttelse af natur og dyr. Man foretrækker altså måske at køre på cykel – ikke bare fordi det er billigere end at køre i bil, men også fordi det giver mindre skade på natur og miljø end bilkørslen.

CFD

CFD er en forkortelse af Carbon Fee and Dividend. Det betyder direkte oversat fossilafgift og dividende (udbytte), eller CO2-afgift og dividende. Man kan sige, man allerede i betydeligt omfang har i et land som Danmark, hvor der igennem mange år har været særlige energiafgifter, f.eks. på brændselsolie, benzin og naturgas. Ofte udstrækkes dette afgiftssystem til at gælde som en generel afgift på CO2-udledning. Man kan f.eks. lægge en særlig afgift på oksekød ud fra en opfattelse af, at omdannelsen af (soyakage)foder til kød i høj grad belaster atmosfæren med stor CO2-udledning.
Det er dog ikke i alle tilfælde helt enkelt at beregne CO2-fodaftrykket.

carbonfee_dividend2

Princippet i et CFD-system er vist i figuren ovenover. Ud fra en opfattelse af, at systemet blot skal påvirke forbrugeradfærden, men ellers være neutralt i forhold til omfanget af det samlede forbrug, sker der en tilbageførsel til borgerne af udbyttet (revenuet/dividenden) af afgifterne. Det sker som et lige per capita udbyttet, fordi man ikke vil undgå forvridelse af indkomstfordelingen, som ellers kan være et resultat af, at afgifter kan udgøre en uforholdsmæssig stor andel af de lavere indkomsters forbrug og dermed stille dem fordelingsmæssigt ringere. Men man skal så være opmærksom på, at CFD’en så kan få en ekspansiv finanspolitisk virkning, idet de lavere indkomster bruger en forholdsmæssig stor andel af indkomsten på forbrug, hvorimod de højere indkomster har en højere andel til opsparing af hver indkomstkrone.
I Frankrig blev en grøn afgift på benzin det, der fik bægeret til at flyde over for mange lavindkomstfamilier i “udkants-Frankrig”, der brugte bilen til at pendle til arbejde. De blev vrede og den aktivistiske bevægelse De gule Veste opstod – med store demonstrationer i Frankrig igennem 2019. Det, der var begyndt som en vrede over dyrere benzin udviklede sig til protester over stigende økonomisk og social ulighed.

CO2-kvotehandel

Markedet er også forsøgt gjort til spiller i den såkaldte CO2-kvotehandel, som bl.a. er sat i system af EU. Det er en markedsøkonomisk måde at klare problemet med drivhusgasser på uden, at virksomhederne generes for meget. EU tildeler kvoter til landene, og de giver så kvoterne videre.

Formålet med CO2-ordningen er at begrænse udledningen af drivhusgassen CO2 så billigt som muligt, og med størst mulig fleksibilitet for de virksomheder, der deltager.

Kvoteordningen er et vigtigt fælles middel for at indfri EU’s forpligtelse i forhold til den internationale Kyotoprotokol. (Energistyrelsen)

Kvotehandelssystemet er blevet kritiseret fra mange sider, og det har haft svært ved at leve op til sit formål. Et af hovedformålene skulle være, at når forurening bliver dyrere, og virksomhederne skal betale denne dyrere pris, så vil der kommer en bølge af innovationer. Via marked og iværksættere “innoverer” man sig til løsninger, f.eks. ved at producere på “smartere” og mindre forurenende måder. Reelt har stærke virksomheder kunnet betale sig fra at fortsætte med at forurene. Og det har været svært at få en ordentlig prissættelse på kvoterne til at fungere. Man har givet finanskrisen skylden og forsøgt at reformere ordningen:

Den økonomiske krise har været medvirkende til, at systemet for handel med CO2-kvoter mellem kraftværker og andre forurenende virksomheder er ved at bryde sammen. Den dalende økonomiske aktivitet drev prisen på kvoter så langt ned, at det ikke længere var så dyrt at forurene. Virksomhederne kunne handle sig til “forureningsrettigheder” og var derved ikke blevet ansporet til at investere i renere produktionsmetoder.

Enegergisektoren og det grønne BNP

Når der bliver mangel på en ressource, stiger den i pris, og markedet og teknologien vil arbejde på at finde billigere alternativer. Det ser man sker i energisektoren.
Dyrere kul og olie har fået interessen for vedvarende energi til at stige. Det sker altså ikke alene af miljøårsager.
Men det er ikke nødvendigvis alle ressourcer, der kan findes alternativer til.
Markedet har i visse tilfælde haft svært ved at klare forureningskatastrofer og de begivenher, der leder op til dem, f.eks.da vandforsyningen i byen Flint i Michigan, USA, brød sammen i 2015-16, og man begyndte at hente vand fra en flod i stedet. Der var bly i vandet som følge af forurening, og det opdagede man først, da børn i tusindevis havde drukket af det.

Energiressourcer og grønt regnskab

Grøn økonomisk politik tager desuden sit udgangspunkt i diskussionen om BNP-begrebet og vækst.

Figur 2: Energiintensitet. 1980: 100

Kilde: Miljøstyrelsen.

Centralt i den sammenhæng er energiintensitetens udvikling. Energiintensiteten måler forholdet mellem anvendt energi og BNP. Det ses af figur 2 ovenover, at det har været muligt at frembringe et større BNP igennem anvendelse af nogenlunde samme mængde energi. Energiintensiteten er faldet. En given mængde ny produktion kan frembringes ved anvendelse af en mindre tilførsel af energi. Det er positivt, da det alt andet lige vil mindske belastningen af miljøet.
Når det har kunnet lade sig gøre, skyldes det energibesparende teknologi og isolering i både industribygninger, kontorer og ikke mindst boliger. Men Danmark deltagelse i den internationale arbejdsdeling spiller nok også en stor rolle. Tung industri, f.eks. skibsværfter, jernstøberier m.v., er flyttet væk fra landet, og den danske produktion er blevet mere vidensbaseret.
Men som man kan se af figur 2, er det relative størrelser. I abslutte tal har der ikke været fald i energiforbruget. Levestandarden stiger. Det kan være positivt, men især hvis det sker på en økologisk mere forsvarlig måde.
Der skal udvikles et ordentligt grønt BNP-regnskab, og offentlige politikker skal så indrettes sådan, at målsætningerne for et grønt regnskab realiseres.

Figur 3: Jordens energiressourcer

Kilde: IEA. Ord: Annual solar energy: Den årlige forsyning med solenergi, og de energiformer, der umiddelbart opstår som en følge af solens aktivitet: Hydro: vandkraft. Wind: Vindkraft og fotosyntese: biomasse. Ovenpå den lysebrune kasse med solenergi er de påviste samlede energiressourcer afbildet (uranium: atomkraft, kul, gas og olie). Allerøverste lille blå blok: Det totale samlede årlige energiforbrug på kloden.

Det er vigtigt at udforme en grøn økonomisk politik sådan, at man fremmer brugen af vedvarende energi og formindsker brugen af fossile brændsler, der fører til CO2-udledning og dermed global opvarmning.
Omstillingen har hidtil været holdt tilbage af de relativt højere priser for vedvarende energi – og lave priser på fossil energi.
Men det er ved at ændre sig. Især knytter man forhåbninger til solcelleteknologien, der går frem p.a.g. tiltagende masseproduktion og dermed billiggørelse af solpaneler. På solrige steder er solcelleteknologien prismæssigt ved at kunne konkurrere med gas, kul og vindkraft. Der er dog stadig lagringsproblemer for både sol- og vindkraft. En del af disse problemer kan afhjælpes ved hjælp af “intelligente” elnet, som skruer op og ned for energi fra traditionelle kilder i takt med, at der modtages energi fra sol- og vindteknik.

Forbruget af energi kan reduceres igennem påbud om nye byggeregulativer og tekniske standarder, som stiller krav til isolering af bygninger og udformning af biler og maskiner.

Der kan sættes ind via fødevarepolitikken, så forbrug af kød nedbringes. Produktion af kød er dyrt i økologisk forstand. Man ville kunne få en langt større direkte næringsværdi, hvis forbrugerne spiste grønt og undgik omvejen ad kødproduktionen. Hertil kommer, at kvæg producerer store mængder af methangas, der sammen med CO2 er en af skurkene m.h.t. global opvarmning.

Miljøafgifter

Der er negative miljøeffekter knyttet til mange produktionsprocesser og til dele af vores forbrug. Grønne afgifter kan bruges til at mindske disse miljøeffekter. Grønne afgifter er udbredte i Danmark. Provenuet fra disse afgifter i forhold til BNP er således højt i Danmark sammenlignet med vores nabolande og gennemsnittet i OECD.
Grønne afgifter er generelt et omkostningseffektivt instrument til regulering af miljøbelastningen. Det forudsætter dog, at de grønne afgifter er sat svarende til miljø- belastningen, og at alle udledere betaler afgiften. Det er langt fra tilfældet for alle grønne afgifter i Danmark
. (Det miljøøkonomiske Råd. Rapport 2017)

Prisdannelsen kan via udbud og efterspørgsel medvirke til at forbrugeres og virksomheders adfærd ændres.
Der kan lægges afgift på varer, som man vil reducere anvendelsen af. Energiafgifter benyttes f.eks. allerede i stor stil i Danmark. De udgør en betydelig del af statens indtægter fra skatter og afgifter.

Figur 4: Miljøafgift reducerer efterspørgsel

Note: Miljøfgiften øger omkostning/pris af varen med miljøafgiftens størrelse. Pris stiger fra p1 til p2. Den afsatte mængde falder fra m1 til m2. Statens indtægt (provenu) er det lyserøde område.

Markedsfejl eller systemfejl?
Skyldes de tilsyneladende fortsatte miljøproblemer en markedsfejl, der kan korrigeres via f.eks. afgifter/tilskud, jf ovenfor? Eller er det en systemfejl ved det markedsøkonomiske system?
For det første taler, at Mange miljøproblematikker er blevet afbødet v.h.a. et godt sammensat mix af miljøafgifter og tilskud – tænk bare på, hvordan Danmark fik vindmølleindustrien, og hvordan den er blevet hjulpet på vej igennem afgiftsstrukturen (f.eks. PSO-afgiften). Man har også fået afhjulpet mange af transportsektorens mojøjbelastninger igennem afgifter (f.eks. mindre og mindre benzinforbrugende biler).
For det andet synspunkt taler, at dette mest har hjulpet på overfladeproblemer. Det er ikke lykkedes at lægge livsformen om i tilstrækkelig grad. Global warming og de heraf følgende klimaproblemer bliver værre og værre. Der er altså nogle store samfundsøkonomiske, ja globaløkonomiske problemer, der er udtryk for, at de overordnede omkostninger ved overproduktion og forbrug ikke har kunnet “indregnes” i virksomhedernes omkostninger via snilde afgiftsinstrumenter. Eller også har disse afgifter ikke være høje nok – eller snilde nok?
Under alle omstændigheder kunne det tale for, at der skal skrappere egentlige statslige reguleringer til, evt formidlet via internationale aftaler (f.eks. COP i FN-regi eller et styrket COP).

Livsform og produktions- og distributionsmetoder

Energiforbrug afhænger af livsform og produktionsmetoder. Den materialistiske livsform i f.eks. USA er medvirkende til et højt energiforbrug pr indbygger. Mange familier har to eller flere biler. Og det er ofte store biler. Bilen bruges til transport i mange af de daglige aktiviteter. Livsstilen er altså bestemmende for størrelsen af det økologiske fodaftryk.

Figur 5: Relative størrelser af carbon footprints (økologiske fodaftryk)

Kilde: BBC.

Hjem og arbejdspladser liggger ofte langt fra hinanden. Man bor i relativt store huse. Det er forbrugernes valg. Men forbrugernes valg sker også med udgangspunkt i en ramme, der er blevet til igennem politiske valg, når menneskene optræder som vælgere i det politiske system, der f.eks. tager beslutninger om, hvordan samfundets infrastruktur (vej- og transportsystemer m.m.) bygges op.
Skal staten være tilskuer til forbrugernes adfærd, eller forsøge at regulere den?
Det sidstnævnte kan ske f.eks. igennem udviklingen af en transportpolitik, hvor det bliver muligt for forbrugerne at få et alternativ til den individuelle transport i bil.

Nogle storbyer udbygger metroer og andre kollektive transportsystemer, som tager presset fra vejene og dermed reducerer CO2-udledning.
Forud for FN-klimakonferencen COP21 i Paris i december 2015 afgav en række storbyer løfte om at blive fri af fossil energi senest i 2050.
Det var bl.a. København og Malmø og et større antal britiske byer (besluttet af Labour byråd).  Det forventes at kunne reducere Storbritanniens samlede økologiske fodaftryk (carbon footprint) med 10 pct.  Udover en afslutning på fossil energi vil det betyde gennemgribende isolering af boliger og ny grøn kollektiv trafik.
Sommetider drejer det sig blot om at tænke sig lidt om og få gode nye ideer. Den svenske storby Göteborg roses f.eks. for et initiativ ved navn Stadsleveransen system, hvor leverancer til 500 butikker og virksomheder samles under en hat. En del foregår på særligt udviklede 6-hjulede cykler, cargo bikes. Derved formindskes biltrafikken betydeligt i centrum.
Boligforbrugsadfærd kan også påvirkes, f.eks. som det er sket i Danmark, hvor et håndværkerfradrag i skatten blev gjort mere miljøbetonet fra 2016.
Der kan gives støtte til lavenergihuse (evt. 0-energihuse).
I Danmark indførtes for nogle år siden offentlig støtteordning til opsætning af solpaneler. Der var imidlertid på kort tid så mange, der benyttede den, at den blev afskaffet igen.
Der er eksempler på, at stat og kommuner er skrappere end blot at bruge incitamenter til økologisk gavnlig adfærd.
Danmark er nået langt inden for kollektive varmesystemer, fordi man har brugt tilslutningspligt for at få økonomien til at fungere i f.eks. fjernvarmesystemer.
Når sådanne systemer først er lavet, kan der være betydelige muligheder i at gøre dem mere økologisk forsvarlige, f.eks. ved isolering og “intelligente” net, der tilpasser sig belastningsniveauer og forsyningsmuligheder.

Supersize Me  –  eller Cut Me down to Size – mod en grøn forbrugerpolitik

Hvem er stærkest: Producentinteresser eller forbrugerinteresser?
Dokumentaristen Morgan Spurlock blev verdensberømt – i hvert fald i dele af USA og Vesteuropa – for nogle år siden, da han underkastede sig selv det eksperiment at leve af McDonaldsmad i en måned og samtidig lavede en medicinsk registrering af, og en dokumentarfilm om, hvad der skete med hans krop undervejs.
Det blev til et opgør med Supersize (“familiestørrelse”, eller hvad det nu hedder på dansk) kulturen i dele af detailsektoren, hvor forbrugerne via reklame informeres om, hvordan de kan spare ved at købe i store formater.

Forbrugerpolitik handler om at beskytte forbrugerne imod dårlige produkter og dårlig adfærd fra producenters side. Det kan være garantier for at kunne bytte varer eller får dem erstattet o.lign.  Forbrugerpolitik i videre forstand kan også være vejledning i udbygning af infrastruktur, så deleøkonomi får bedre muligheder. Det kan f.eks. være standere til opladning af el-biler. Industrien kan selv gøre det for at sikre sit marked. Det er den amerikanske el-bilfabrikant Tesla f.eks. i gang med. Nogle steder er den offentlige sektor (stat, kommuner) gået i gang med at udbygge en sådan infrastruktur.

Når det gælder den problematik, Spurlock rejser, kan man undre sig over, hvor lidt udviklet forbrugerpolitikken er i den vestlige verden. Vi ved ikke meget om, hvad det er for mad, vi indtager – og i mange tilfælde har vi det måske også bedst med ikke at vide det!!
Men resultaterne af elendig fødevaresikkerhed viser sig omkring os hver dag, f.eks. i fedmeepidemien.
I USA står det værre til end i Danmark. I USA er knap 35 pct af den voksne befolkning  overvægtige (obese). Epidemien rammer meget mere i de lavere socialgrupper end i de højere. Det er derfor i høj grad bestemt af samfundsmæssige faktorer, f.eks. en uheldig fødevarekultur.
Det er samtidig en madkultur, der har alvorlige miljøkonsekvenser, når der produceres mad, der belaster miljøet, udpiner jorden og gør mennesker syge. Fødevareindustrien har effektive lobbyister, der har gjort regulering til en svær kamp op ad bakke.

Figur 6 : En af verdens værste fedme-“epidemier” er i USA, og den rammer socialt skævt

Kilde: CDC.gov. CDC skønner udgiften til behandling mod fedme til 147 mia$ (faste priser i 2008$).

Den amerikanske – og andre landes – fedmeepidemi siger ikke så lidt om markeds-“styringens” begrænsninger. En stor del af befolkningen har været henvist til en fødevareindustris fremstilling og distribution af fødevarer af en kvalitet, der ikke har fremmet sundhed og miljøhensyn. Herimod er blevet sagt, at det er folks frie valg at tage de varer ned fra hylderne, som de vil. Men spørgsmålet er, om der er tilstrækkelige valgtmuligheder, og om befolkningen er informeret ordentligt?:

Et oplagt sted at sætte ind (for at nedbringe klimagasudledning) er fødevarerne, som globalt står for 19 % – 29 % af udledningerne, heraf står kvæget alene for 10 % af udledningerne. En afgift på i første omgang oksekød vil derfor kunne gøre en stor forskel allerede på kort sigt og få skabt opmærksomhed om fødevareområdets store betydning for drivhusgasudledningerne.
Danskernes levevis er langt fra klimamæssigt bæredygtig, og hvis vi skal leve op til Parisaftalens mål om at holde den globale temperaturstigning »et godt stykke« under 2°C, er det nødvendigt både at handle hurtigt og inddrage fødevare­sektoren. Forskellige fødevarer påvirker klimaet meget forskelligt og et ændret forbrug kan føre til store gevinster. Forskning viser, at alene kostomlægninger mod et mindre indtag af kød fra drøvtyggere i lande som Danmark kunne nedbringe drivhusgasudledningen fra fødevarerne med 20 % – 35 %.
Det Etiske Råd har derfor taget stilling til, om det bør være op til ‘den etiske forbruger’, om vedkommende vil købe klimabelastende fødevarer, eller om der bør ske en samfundsmæssig regulering for at nedbringe fødevarernes klimabelastning (Det etiske Råd)

Det handler om at lave økologisk fødevareproduktion og med effektive garantier (f.eks. via mærkning og varedeklarationer) af, at det virkelig er økologisk.
Samfundsøkonomiske omkostninger

I en markedsøkonomi tages der beslutninger om investeringer i ny produktion ud fra forventninger om at skabe et overskud. En virksomhed køber en ny maskine eller produktionsanlæg, fordi det kan betale sig. Investeringen vil tjene sig ind over en periode – og mere til. Det forventer aktionærerne. Det er en form for kapitalistisk logik: Kapitalen skal forrentes.

Om der også sker en “forrentning” i forhold til natur og miljø, er en helt anden sag. Det har ofte vist sig, at de samfundsmæssige omkostninger ved en produktion er større end de omkostninger, virksomheden tager med i sit regnskab.

Man har indført “forureneren betaler” princippet for at tage højde for dette problem. Men det er sådan med de samfundsøkonomiske omkostninger, at de sjældent er så ligetil at gøre op. Virkningerne sker på længere sigt. Gradvist opdager man, at forsikringsselskaberne begynder at tage højere forsikringspræmier for huse i lavtliggende områder og ude ved kysten, fordi oversvømmelseskatastrofer bliver mere og mere overhængende og sandsynlige.

Det er et problem, udbud og efterspørgsel og prismekanisme ikke kan klare, fordi disse omkostninger ikke indgår i prisdannelsen. De miljøafgifter, vi viste ovenover, er i bedste fald et slag på tasken – i værste fald et middel for en finansminister til at finde nye skatteobjekter.
Markedsoptimisterne henviser så til “den politiske forbruger” som redningsmanden/-kvinden. Vi skal alle være politiske forbrugere og sammensætte vort forbrug på en sådan måde, at miljø og natur reddes. I figur 4 ovenover skubber vi efterspørgselen nedad ved at reducere efterspørgselen efter et økologisk uheldigt produkt – og øger efterspørgselen efter de “rigtige” økoprodukter.

Det kan være et skridt på vejen til bæredygtighed, men det løser næppe alle problemer. Det kan blive nødvendigt med et opgør med de grundlæggende principper for det markedsøkonomiske system: Vækstlogik (og – nødvendighed), og den kortsigtede shareholder value (afkastværdi til aktionærerne).

Figur 7: Sektorer i balance eller ubalance?

I stedet for at tænke som politiske forbrugere, kunne man kombineres med, at man i højere grad tænker på, at man er borgere i et samfund, der skal efterlade en natur og nogle ressourcer til kommende generationer.


Globalisering og grøn politik

I mange udviklingsøkonomier ligger energiforbruget lavt pr indbygger. Det skyldes, at levestandarden er lavere. I et fattigere land vil borgernes økologiske fodaftryk dermed være langt lavere end i f.eks. Danmark (som igen er betydelig lavere end et land som USA). Når Danmark ligger relativt højt m.h.t. udledning af drivhusgasser pr indbygger, hænger det sammen med en høj levestandard.

I Danmark har vi et landbrug, der producerer meget kød og mange mejeriprodukter. En del af råvarerne til f.eks. produktionen af svinekød kommer fra Argentina, Brazilien og andre mindre udviklede lande. Sojaskrå, som der produceres meget af i Latinamerika, indgår som kraftfoder med stort proteinindhold i foder til de mange mio grise i Danmark. Det efterlader store økologiske fodaftryk i forhold til, hvis man havde udnyttet proteinen lokalt eller havde produceret andre afgrøder. Produktionen af soja har været forbundet med fjernelse af regnskov i Latinamerika.
Danmark er et af de øverste led i værdikæden for produktion af kød. Det har givet økonomisk gevinst, da hovedparten af værdiøgningen/fortjenesten vil ligge i dette led. Omvendt kan fattigere lande komme til at bidrage gennem overførsel af værdi igennem et slags ulige bytte (billige eksportvarer til gengæld for dyrere importvarer) og samtidig se deres bedste jord blive ensidigt benyttet til produktion af eksportafgrøder, som ikke modsvarer den lokale befolkningsfødevarebehov. Samtidig med miljøkrisen kan det medvirke til at skabe også en social og økonomisk krise, når mange mennesker i u-landene ikke bliver i stand til at brødføde sig selv, skønt der skulle være muligheder for det, hvis landbruget var mere alsidigt og indrettet efter de lokale befolkningers behov.

En del u-lande er kommet i gang med omstillingen til industriøkonomi.
Man omtaler sådanne lande som emerging economies, et begreb, der kan være vanskeligt at oversætte til dansk, men det er noget i retning ad “nye (frembrydende) økonomier”.
Energiforbruget har udvist stærkt stigende tendens i et land som Kina. Det skyldes den økonomiske vækst i landet. Levestandarden er øget. Men det har også spillet ind, at Kina har fungeret som den globale økonomis “fabrik”, hvor, som led i den internationale arbejdsdeling, de mere energitunge produktioner er lagt hen.
Globaliseringen har altså været med til at skabe et økonomisk mønster, en slags arbejdsdeling, hvor tung – og ofte forurenende produktion – bliver anbragt i de “nye” økonomier, og serviceproduktion og IT ligger i de rige vestlige økonomier. Det gør det alt andet lige meget lettere for de sidstnævnte at leve op til krav om CO2-reduktion. Deres placering i den internationale arbejdsdeling gearer dem i stigende grad til det.

Figur 8 : BNI og CO2 udledning i udvalgte lande

Kilde: Tal fra Worldbank.org (hentet ned 2016). Tendenslinje med ligning og R2 (determinationskoeffcient) er sat ind i diagrammet. R2 viser styrken i sammenhængen mellem uafhængig variabel (BNI) og afhængig variabel (CO2). Den kan svinge mellem 0 (ingen sammenhæng) og 1 (total sammenhæng. Alle punkter ligger på linjen).

Figur 8 viser, at der er tendens til, at CO2 udledninger er ligefrem proportionalt med produktionen (BNI). Men der er betydelige afvigelser, jvf f.eks. USA på den ene side og Danmark (DK), Sverige og Storbritannien (UK) på den anden. Det udtrykker dels forskelle i livsmønstre, dels forskellige måder, hvorpå økonomier er integreret i den globale økonomi.

Figur 9: Vækst i BNP og vækst i energiforbrug i Danmark 1966 – 2015. BNP i faste priser

Kilde: Tal fra Statistikbanken.dk. Hent bearbejdede tal her.   

Danmark og Storbritannien er i udpræget grad serviceøkonomier med industrisektorer, hvor produktionsteknologiens særlige nationale kendetegn giver mindre grad af CO2-udledning. Dels er der medicinalindustri, miljøteknik, logistik o.lign. med lav CO2-udledning, og dels er der det forhold, at mange tungere produktioner indenfor maskin- og metalindustri er outsourcet.
At Danmark ligger højere i CO2-udledning end Sverige (med stor industribeskæftigelse) kan overraske, men kan bl.a. hænge sammen med forskelle i kulturer omkring boligforbrug og transport.
“Nye” økonomier som Kina, Indien og Egypten er løbet fra de meget uudviklede u-lande p.g.a opbygning af relativt tunge industrisektorer, f.eks for Kinas og Indiens vedkommende stål- og bilindustri, og udbygning af fossilenergibaserede transportformer.

Politisk globalisering og bæredygtighedsmål
Det er en gammel sandhed, at forureningen ikke kender grænser. Derfor er det ofte vanskeligt alene at ville lave miljøpolitik i den enkelte stat. Forureningen kommer til landet igennem luft og vand. Det lægger op til internationalt samarbejde. Man har f.eks. i EU arbejdet med at harmonisere standarder og normer for produktion inden for EU’s indre marked, da miljøkrav til produkter og tjenesteydelser ellers ville kunne stillet det enkelte land ringere i konkurrencen på det fælles marked. Det er en væsentlig baggrund for EU’s miljøpolitik.
Den globale arbejdsdeling, jvf ovenfor, og forsøgene på at få de samlede udledninger af CO2 og andre klimagasser ned har medvirket til at give spændinger imellem landegrupperne ved COP-konferencerne i FN-regi. U-landene har krævet at der tages hensyn til deres udviklingsefterslæb. De er delvist blevet imødekommet, bl.a. ved, at der ved COP15 og COP21 blev besluttet, at der skal oprettes en fond på 100 mia$ til støtte til overførsel af teknologi til omstilling af industri og produktion i u-landene.

I adskillige “nye økonomier” er der i de senere år kommet en langt stærkere miljøbevidsthed, hvad der delvist kan hænge sammen med deltagelsen i de internationale COP-konferencer i FN-regi, hvor man på globalt plan forsøger at koordinere indsatsen for et renere miljø. Ved COP21 i Paris i december 2015 blev vedtaget et mål om 2 pct – og gerne kun 1,5 pct – stigning i de globale temperaturer.
Flere lande på den sydlige halvkugle har opdaget mulighederne i solenergien. Antallet af solenergianlæg vokser kraftigt. Flere lande, også i Syd, har givet støtte. Det har man gjort bl.a. i Kina, hvor både den almindelige billiggørelse og støtten fra staten har været med til at sætte godt gang i udbygningen.

FNs bæredygtighedsmål:

Note: 1: Ingen (ekstrem) fattigdom. 2: Ingen sult. 3: Godt helbred. 4: Kvalitetsuddannelse. 5: Ligestilling mellem kønnene. 6: Rent vand og VVS. 7: Vedvarende energi. 8: Gode jobs og økonomisk vækst. 9: Innovation og infrastruktur. 10: Formindsket ulighed. 11: Bærbære byer og lokalsamfund. 12: Ansvarligt forbrug. 13: Klimahandling. 14: Livet i vandet. 15: Livet på land. 16: Fred og retfærdighed. 17: Partnerskaber til fremme af målene.

I 2015 vedtog FN nye globale udviklingsmål til afløsning af Millenniummålene fra 2000. Millenniummålene var enkle og konkrete, f.eks. halvering af ekstrem fattigdom, standsning af spredningen af HIV/AIDS og grundlæggende uddannelse til alle børn. Fra 2015 gik man over til at se tingene i en større indbyrdes sammenhæng, og det førte til vedtagelsen af 17 bæredygtige udviklingsmål (Sustainable Development Goals).  Det er så gennemførelsen af disse, som bistandsindsats og omstilling i landene skal rette sig imod. Og her er miljømål af naturlige grunde kommet til at spille en langt større rolle i forhold til millenniummålene.

Mange af de globale problemer har deres rod i miljøpåvirkninger.
Det gælder klimaproblemer, som truer fødevareproduktionen, f.eks. spredning af ørken og vandforsynings- og sultproblemer som følge af den globale opvarmnings virkninger (flodsystemer, der påvirkes af stigning i snegrænse og afisning i bjergområder). Biodiversiteten (life below water og on land) er truet.

Figur 10: Global opvarmning er blevet synlig virkelighed

Kilde:  State of the Climate Report 2015. American Meteorological Association. Troposphere: Den lavere del af atmosfæren.

Da det i mange u-lande er kvinderne, der dyrker jorden, vil større kønslig ligestilling og mere og bedre uddannelse til pigerne kunne fremme udviklingsniveauet, herunder økologien, i fødevareproduktionen. Men den velkendte konflikt imellem økonomisk vækst (pkt 8) og miljømål kan ikke afvises. Økonomisk vækst kan via øget udledning af CO2 og forurenende stoffer true bæredygtigheden, men det vil naturligvis også afhænge af, hvordan begrebet vækst defineres. En FN-ekspertkomité arbejder med, hvordan målene nærmere skal udformes.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Unødvendig stramning af pengepolitikken

Attentat imod den danske model

Tæv til regering i meningsmåling