Vælgernes veje er uransagelige

 Ja, det, der står i overskriften, er jo en gammel påstand. Men den er ikke blevet mindre sand med tiden. Hvor vælgerne tidligere i høj grad afgav den såkaldte "klassesstemme" efter, hvilken erhvervs- og socioøkonomiske baggrund, de havde, så er den tendens i dag langt mindre udpræget. 

Den tyske politolog Anton Jäger, der er lektor i politik ved Oxford Universitet, har formuleret en teori om de seneste tendenser i vælgeradfærd i de rige vestlige demokratier. Han kalder det en udvikling i retning ad hyperpolitik:

Massepolitikken svarer til "klassepolitikken", hvor arbejdere og funktionærer stemte på Socialdemokratiet og andre "socialistiske partier" ud fra en formodning om, at udjævning af indkomster og formuer måtte være i deres interesse. Der var en høj grad af Institutionalisering i form af fagforeninger, landbrugsorganisationer (klassepartiet Venstres bagland), politiske partier, der kanaliserede interessevaretagelsen, og endelig et parlamentarisk demokrati, der omsatte vælgerholdningerne til politiske beslutninger i Folketinget. 

Det er i de senere år afløst af antipolitik (politikerlede, manglende tro på, at "det nytter noget" at stemme) og hyperpolitik, hvor der er voldsomt engagement i politik, men lav institutionalisering. Hæftig politik, hvor ting går viralt på sociale medier, deltagelse i underskriftindsamlinger og spontane demonstrationer, men hvor aktiviteterne er meget lidt institutionaliserede (faldende tro på politiske partier og parlamentet som organer, der meningsfuldt forbinder folket med det politiske systems beslutningstagere).
    Der er en høj grad af politisering. Sager bliver politiseret, dvs gjort til genstand for politisk uenighed og konflikt. Indimellem fører det til politiske beslutninger, der kan være mere eller mindre gennemgribende - eller måske betydningsløse og hurtigt glemt igen. Sagen om den amerikanske præsident Donald Trumps ønsker om et "eje Grønland" og indlemme øen som territorium i USA kan tjene som eksempel. 

Da Trump-administrationen begyndte at sende folk til Grønland for at undergrav øens tilhørsforhold til det dansk-grønlandske rigsfællesskab, rørte dansk politik hurtigt og energisk på sig. Sagen blev hurtigt politiseret, EU-lande inddraget, og der blev sendt tropper fra flere NATO-lande, herunder også Danmark, op til Grønland for at "styrke forsvaret af Arktis", da Trump ikke afviste at bruge militære midler for at indtage øen og gøre den til en del af USA. 
    Der var stor aktivitet i de sociale medier og i politiske partier og bevægelser. Men usikkerhed om de mere langsigtede konsekvenser og om hvor længe interessen for sagen kunne holde. 

Altså: Voldsomt engagement og politisering, men ofte ringe politisk konsekvens på længere sigt. Da det viste sig, at scenariet NATO-krig mellem et NATO-medlem og flere andre NATO-medlemmer kunne føre til opløsning af NATO, satte USA projektet på pause. 

Andre hurtige sager har været inflation og fødevarechecks til trængte danske husholdninger. Hurtigt opstået, resolveret i hurtig politisk beslutning op til fv26, og formentlig hurtigt glemt.  Tilbage står et hul i statskassen på 4,6 mia kr. Men det er også hurtigt glemt, for i det lange perspektiv "har Danmark jo en bomstærk" økonomi med overskud på de offentlige budgetter og betalingsbalancen over for udlandet. Og man fik her og nu gjort noget ved et erkendt problem: den voksende ulighed i det danske samfund. Op imod 2 mio danskere fik en skattefri check som et hastigt plaster på ulighedsproblemet. Så meget for den fortsatte eksistens af klassepolitik!

Grønlandssagen medvirkede til - i hvert fald på kort sigt - at ryste dansk politik. Vælgerne tog notits af, at nøglepersonerne tilsyneladende havde gjort et godt arbejde for at få USA til at sætte sagen på pause. Det var statsminister Mette Frederiksen, der i det anerkendte amerikanske medie The New York Times fik kredit for at være den, der stod imellem Trump og gennemførelsen af dennes Grønlandspolitik. Og det var Lars Løkke Rasmussen fra partiet Moderaterne, der som udenrigsminister forhandlede med amerikanerne. 

Rasmussens parti stod da i meningsmålinger til at være tæt på spærregrænsen på 2 pct til repræsentation i Folketinget. Mette Frederiksens socialdemokrater stod til 17 pct. Efter den store Grønlandsnedtur/-optur var billedet hos vælgerne helt ændret. Begge partiet stod i meningsmålinger til at gå betragteligt frem (henholdsvis 5-6 pct og 22-23 pct). 
    Og det har nok været kraftigt medvirkende til, at Frederiksen udskrev hurtigt folketingsvalg.
    Ifølge meningsmålingerne så det ud til, at denne hurtige pistolen-for-panden politik kun var delvist lykkedes, jvf opnionsmålinger. Altsammen i stil med hyperpolitikken. Hurtig og hæftig aktivitet, men måske kun lidt konsekvens på længere sigt. Måske med udsigt til, at Frederiksen kan fortsætte i en ny regering sammen med Rasmussen, men med deltagelse af flere andre partier, enten direkte i regering eller som støttepartier. Eller vil Frederiksen udnytte muligheden for et "rødt" flertal?

HOVEDET PÅ BLOGGEN:

New York Times: the polls suggest she’s primed to win a third term: (opinionsmålingerne antyder, at hun står til at vinde en tredje regeringsperiode)

Er det mon rigtigt?