USA hjælp til Israel - Ny verdensorden, eller blot en ny udgave af den gammelkendte?

 Billedet herunder viser størrelsen af den amerikanske militære bistand til Israel fra 7. oktober 23 og et år frem. Et beløb, der svarer til knap 122 mia danske kr. 

Det er meget. Og det er med til at forklare, hvordan Israel kan have så stor en overlegenhed i forhold til modstanderne. Israel kontrollerer luftrummet med moderne kampfly, som f.eks. F35 (som danske virksomhed Terma leverer udstyr til). De andre må forsøge sig med droner og missilsystemer, der ikke er så teknologisk avancerede som de amerikanske.

Da staten Israel blev oprettet igennem en aftale i FN i 1948, måtte i hundredetusindevis af palæstinenserne flygte fra terrorgrupper i området og de israelske styrker, der hurtigt blev mobiliseret. Mange af de fordrevne palæstinensere slog sig ned i Gaza, hvor der blev indrettet flygtningelejre, og hvor de efterhånden fik sig et hjem og en tilværelse. Da FN's flygtningekonvention blev vedtaget i 1951, var palæstinenserne i Gaza-striben ikke omfattet af den. I stedet dannedes FN-agenturet UNRWA (FN's agentur for hjælp og infrastruktur for palæstinensiske flygtninge, eller kendt under forkortelsen på engelsk UNRWA).  
   Det skete ud fra tankegangen, at Palæstinaproblemet skulle løses politisk igennem tilkendelse af en stat til palæstinenserne, i lighed med staten Israel. Men desværre blev det aldrig realiseret for palæstinensernes vedkommende. Og siden har man ligget i kamp med Israel om identitet og nations- og statsdannelse i området, herunder Vestbredden af Jordan-floden. 

    7. oktober 2023 blev et 9/11-moment for Israel, hvor man blev angrebet med hidtil uset voldsomhed over grænsen af organisationen Hamas.

Voldsom blev også Israels reaktion, hvad der ikke mindst blev muliggjort af den rigelige amerikanske våbenhjælp. Et år efter den angivne dato var over 41.000 palæstinensere i Gaza blevet dræbt. 90 pct var internt fordrevne i dette "Verdens største friluftsfængsel".  Som følge af den særlige "flygtninge"-status, jvf ovenover, er det umuligt for palæstinenserne at komme ud. Alle grænser er lukket af Israel og Egypten. Den ret, andre flygtninge har til at flygte ud af et område, der er farligt, har palæstinenserne ikke. 

    Ifølge en dansk opinionsundersøgelse syntes 45% af respondenterne, at "Israel var gået for vidt" i sin reaktion. 
    Mange adspurgte ville slet ikke tage stilling til krigen og konflikten. Det er nok ikke så underligt, når man tænker på, hvor kompleks problematikken er, og at denne kompleksitet giver medierne muligheder på framing af konflikten på forskellig vis. Ordet "terrorist" og "terrorisme" bliver brugt af både den ene og den anden part. Tætgående reportager om ofrene for krigen bliver daglige indslag i nyhedsmedierne. Forsøg på at forstå baggrundene for konflikten er mindre fremtrædende.
    FN's, Røde Kors' og NGO'eres muligheder for at arbejde i området bliver vanskeliggjort. FN's generalsekretær Antonio Guterres erklæres for persona non grata af Israel, dvs han formenes fysisk adgang til området. Det er vigtigt for FN, at der er respekt for organisationens arbejde, men det er blevet dækket dårligt i vestlige medier, hvordan den formodet "universelle" organisation er blevet tilsidesat samtidig med, at menneskerettigheder trædes i sølet. 

Krigen mellem Israel på den ene side og Hamas og Hizbollah kaldes med en vis ret for en proxy-krig, dvs bag krigens parter står større magter, der er i konflikt med hinanden. Dvs USA som Israels allierede. En stor del af resten af USA's allierede, men med større eller mindre lyst/ulyst, idet mange gerne vil spille på flere heste.
   Bag Hamas/Hizbollah står Iran. Og bag Iran - igen med større eller mindre lyst Rusland, Nordkorea og Kina. I dag er det kun Kina, der for alvor vil kunne udfordre USA, men Kina har mestendels valgt at være kritisk observatør til den igangværende Mellemøsten-konflikt.  

På sæt og vis kan det minde om den gamle Øst-Vest konflikt og den kolde krig mellem kapitalisme og kommunisme. Men det er på en anden måde i dag, idet ideologispektret er pillet delvist ud.  Dengang var det USA mod Sovjetunionen. I dag er det USA mod Kina.
    I dag er man mere pragmatisk og interesse-søgende. Dog har den amerikanske Biden-administration gjort meget ud af de hævdede "vestlige værdier": Demokrati og ytringsfrihed. Kampen for det repræsentative demokrati imod de "autoritære" styrer i Rusland og Kina. Men forfægtelsen af disse værdier er ofte betegnet som temmelig hyklerisk, når man ser, hvordan man fra amerikansk side har ladet den israelske hær føre sig frem i palæstinensiske områder.  

   

Ord:
Framing: Den overordnede ramme, eller paradigme, man anskuer en sag i. 

Et eksempel kunne være, når der f.eks. opgives antal døde i Gaza-striben under konflikten, og det siges ... "ifølge sundhedsministeriet, der er under kontrol af Hamas". Det kan umiddelbart virke objektivt, at det angives, hvor tallene kommer fra, men da mange i Vesten har dyb skepsis over for denne organisation, så bliver framingen modsat: At der sættes tvivl ved tallene. 
     Den franske avis le Monde har forsøgt at trænge ind bag tallene ved at angive, hvor mange identiteter med registerdata (navn, bopæl m.v.) der er for de døde. Det er ca 34000, mens der endnu ikke er data for de, der ligger under murbrokker, eller er indbragt anonymt på hospital eller klinik, hvorved det samlede tal kommer op over 40.000.   

Et andet eksempel kunne være konfliktens baggrund:

Man vælger 1. at se det som en konflikt imellem to grupper med fundamentalt forskellig religiøs baggrund, hvilket gør dem totalt uforsonlige. Eller i lidt mildere form: En clash of civilizations konflikt

2. Man ser det som en konflikt, der har sit udspring i en koloni-historie og en fortsat postkolonial undertrykkelse. Som følge af den postkoloniale arv har der udviklet sig et apartheidsystem i landet, hvor den ene befolkningsgruppe kan bosse rundt med og reelt er overordnet den anden.
    Der tages til forklaring afsæt i situationen efter 1. verdenskrig, hvor England og Frankrig delte det tidligere osmanniske rige op i mandatområder, hvor det så var kolonimagtens/undskyld: mandatstyret, der under påtagelse af white-man's burden ansvar sørgede for, at der var et fungerende styre.
    Den engelske udenrigsminister Balfour åbner i 1917 op for, at jøderne kan få et område i Palæstina. Mange jøder bosætter sig, idet de ofte flygter fra forfølgelse i Europa og andre steder. Den nydannede organisation FN laver 1947-48 delingsplanen, der i vidt omfang bliver til under amerikansk inspiration. Der sker det (u)tilsigtede, at zionistiske grupper jager palæstinensere på flugt og overtager deres jord. Arabiske hære kommer til undsætning, men lider nederlag. Israel udvikler sig efterhånden til en veludviklet enklave midt i et hav af arabisk økonomisk underudvikling. Med gode handelskontrakter og amerikansk støtte lettes israelsk økonomisk vækst. I Israel opstår frygt for "arabisk"-palæstinensisk revanche, der ikke lettes af, at Israel selv har et mio-stort arabisk mindretal boende. Der kommer frygt for demografisk replacement, da arabere/palæstinensere rapporteres at have en højere fødselsrate end israelerne. Jøder opfordres til at bosætte sig i områder, FN-planen ellers reserverede for palæstinensere. Palæstinensiske modstandsbevægelser, med krav om lige rettigheder og evt en tostats-løsning, dannes. 
Mange israelere vil ikke acceptere, at bosættelserne er ulovlige ifølge folkeretten. Efter et knebent resultat ved et parlamentsvalg kommer den højreorienterede Benjamin Netanyahu til magten i en koalition med nogle af de mest højreorienterede religiøst-nationale partier. Den postkoloniale onde cirkel er fuldbyrdet.