Kinas vægt i Verden øges - med stigende konfliktpotentiale i det økonomiske og politiske system

 Den franske avis Le Monde (primo april 24) har lavet følgende oversigt over udviklingen i centrale data om Kinas forhold rent økonomisk i forhold til den øvrige verden:

Note: 2. diagram til højre: "Den stagnerende økonomi har svært ved at absorbere overskuddet. Udviklingen i Kinas økonomi i årlige procenter.". Skyldes bl.a., at opsparingen i økonomien er for høj i forhold til det totale udbud. Når efterspørgslen efter forbruget er for lille, og den efterspørgsel, der kommer fra investeringer og eksport ikke rækker til at dække hullet, opstår der overkapacitet.  

Industriproduktionen i Kina er vokset næsten 50 pct fra 2015 til 2022. Det kinesiske BNP (øverst til højre) er vokset voldsomt i starten af det 21. århundrede, men er kommet ud i stagnation med kun få pct vækst pr år i de seneste år. Det er det, der pt giver problemer i Kina. Man kan ikke komme af med den potentielle produktion. Det fører til opbygning af lagre og overkapacitet, herunder også en betydelig arbejdsløshed, der mærkes kraftigt blandt de unge. Overkapaciteten viser sig også i bygge- og anlægssektoren med masser af boliger, man ikke kan få afsat.

Kinas økonomiske vægt i verden aflæses i diagrammet nederst til venstre.  Det viser Kinas vægt i den samlede globale produktion. Omkring finanskrisen 2008 overhalede den kinesiske produktion (BNP) den amerikanske og er nu langt større. 

Kinas udviklingsmodel har været bygget op omkring brugen af eksportoffensiven til at få økonomisk vækst. Diagrammet nederst til højre viser, hvor stort eksportoverskuddet er. 

Set fra amerikansk og europæisk side udgør disse tal en udfordring. Præsident Biden har fortsat med de toldforsøgelser på kinesiske varer, der indførtes under Trump. EU-kommissionen arbejder på at få undersøgt, om kinesisk produktion af f.eks. el-biler er subventioneret af den kinesiske stat. Hvis det er tilfældet, er man ifølge Verdenshandelsorganisationen WTO berettiget til at indføre beskyttelsestold. 

Kort sagt ønsker man fra amerikansk og europæisk side, at Kina i langt højere grad satser på at øge den indenlandske kinesiske efterspørgsel (kinesernes forbrug), frem for, at lade efterspørgselen fra udlandet klare problemet. 

Disse økonomiske problemer kan, som udtrykt af den amerikanske finansminister Janet Yellen, "trække Verden økonomisk ud af balance".
     Den øvrige verdens reaktion på det ligger som en lurende konflikt i det internationale system.
     Nogle lande, f.eks. Rusland, accepterer at gå ind i et semi-kolonialt forhold til Kina. De er blevet råstofleverandører (olie, gase og halvforarbejdede produkter), og hvor Kina står for eksport af produktionssystemer og forarbejdede forbrugsvarer. Den position har USA og EU ikke ønsket af indtage. EU dog noget langsommere i optrækket. Her er der stadig en tro på en "åben Verden" og internationale organisationer og aftaler, der sætter fælles rammer  -  og skaber, hvad man kalder en "level playing field" (en ligelig fælles bane at spille på). Kineserne hævder, at det er også, hvad de går ind for.

Det medvirker dog altsammen til, at man fra vestlig side presser på for at opgive den liberalistiske frihandelsmodel (hvad der dog ofte ikke siges åbent), enten via toldbeskyttelse, eller ved at lade staten indtage en mere dominerende rolle i økonomien m.h.t. subventioner og støtte til forskning, uddannelse. og opbygning af infrastruktur. 

Striden er i virkeligheden udtryk for, at den idealiserede, liberaliserede økonomiske model, frimarkedsmodellen, ikke fungerer, som man har forestillet sig det. 

Ifølge denne model skulle der ske en udligning i konkurrenceevne mellem Kina og den vestlige verdens økonomier, f.eks. igennem en revaluering af den kinesiske valuta, så timeproduktiviteten de to områder imellem blev mere udlignet. Det ville hæmme kinesisk salg i Vesten og fremme vestlig afsætning af varer og tjenester i Kina.